Overreaktion

EFTERLØNNERE:18.1. påstår Per Johnsen, at jeg går til personangreb på efterlønnere på min Facebook-profil. Dette vil jeg endnu engang godt afkræfte. Der er tilsyneladende mange - især efterlønnere - der har følt sig stødt af min kommentar på Facebook, men jeg undrer mig dog også over den vedvarende (over)reaktion, der har været på kommentaren. Allerede 13.1. forklarede jeg i TV 2 Nord, at min Facebook-kommentar egentlig er en kommentar rettet mod den måde, som praktiserende læger har deres praksis indrettet på - og ikke rettet mod efterlønnere. For har man et arbejde og skal til læge, så skal man gøre det i arbejdstiden. Det synes jeg egentlig er upraktisk. Min pointe er så, at de eneste, som har tid til at gå til lægen, er folk, som ikke har et arbejde af forskellige årsager. Men jeg undrer mig som sagt over den vedvarende interesse for denne lille misforståelse - som i øvrigt burde være udredt for længst.