Overskægget i modvind

Der lød et ramaskrig fra det danske håndboldlandshold i Kroatien, da TV 2 Sportens ekspertkommentator, Bent Nyegaard, foreslog landstræner Ulrik Wilbek at sende andenmålmand Niklas Landin hjem fra VM-turneringen.

Bent Nyegaard. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Bent Nyegaard. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Den urutinerede Landin burde ifølge Nyegaard erstattes med den mere erfarne klubkammerat i GOG Svendborg, Peter Henriksen. Den store stjerne på holdet, førstekeeper Kasper Hvidt, havde ikke fået den bedste start på turneringen, og Nyegaard mente, at det ville være smartere at satse på rutinen frem for den 20-årige reserve. Det udløste prompte en reaktion fra landsholdet, der ikke ville finde sig i, at man mobbede en holdkammerat på den måde: - Det hører ingen steder hjemme, lød kritikken i Politiken fra playmaker Jesper Jensen. Bagspilleren Lasse Boesen var i samme avis lige så kritisk: - Hvad er egentlig Bent Nyegaards mission med alt dette? Hvad er dagsordenen? TV 2 og Nyegaard opnår jo ikke andet end at skade en ung spiller. Nyegaard henviser selv til, at det ikke er hans ærinde at kritisere en ung spiller. - Jeg vil gerne slå fast, at når jeg beder landstræneren overveje at skifte Landin ud med Peter Henriksen, så gør jeg det for at beskytte Niklas Landin, siger Nyegaard. Han mener, at det er urimeligt at udsætte Landin for så stort et pres som et verdensmesterskab, hvor en dårlig præstation kan give et psykisk knæk. 57-årige Bent Nyegaard står altid klar med en bramfri holdning til håndbolden, og som tidligere toptræner for både herre- og dameholdet i GOG er han en eftertragtet som analytiker af spillet med den harpiksbefængte kugle i diverse medier. Siden 2007 har den tidligere skolelærer været fuldtidsansat som kommentator på TV 2, hvor han blandt andet var med til at kommentere den danske EM-triumf sidste år. Flere tv-seere vil sikkert huske, at han satte sit legendariske overskæg på højkant for en dansk turneringssejr, og at der under hans analyse af de danske guldmedaljer hang et smørret smil under den skinnende glatte overlæbe. Ud over kommentatorjobbet er Bent Nyegaard ansat som såkaldt "advisor" i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg Voel, hvor han rådgiver klubben om dens sportslige og kommercielle udvikling.