Overskud luner hos forbrugerne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Flemming Simonsen, formand for Hjørring Varmeforsyning rejser kritik af regeringens helhedsplan ”Forsyning for fremtiden”. Han kalder den et teoretisk værk, der ikke er godt nok funderet i fakta fra varmebranchen. Foto: Hjørring Varmeforsyning

Hjørring Varmeforsyning har holdt repræsentantskabsmøde, og medlemmerne blev her præsenteret for et overskud på 11,7. mio. kroner for regnskabsåret 2015/2016.

De 8,4 mio. kroner af overskuddet er allerede indregnet i den nuværende varmepris. Og der er flere penge på vej retur til forbrugerne.

- Da Hjørring Varmeforsyning ejes af forbrugerne, er der ikke nogen fremmed kapitalejer, der skal have afkast, og derfor vil de resterende 3,3 mio. kroner også komme forbrugerne til gode og indregnet i den næste varmepris, oplyser formand Flemming Simonsen i en pressemeddelelse.

- Varmeselskaber er "hvile i sig selv"-selskaber, og det betyder, man ikke må samle egenkapital sammen, men alle overskud og underskud skal reguleres over den kommende varmeregning.

Prisen på varme i Hjørring er blandt de billigste i Danmark.

- Samtidig med at prisen holdes på et lavt niveau, sker der løbende renoveringer og nye anlæg afskrives over en kort årrække, så den lave pris sker ikke på bekostning af udsættelse af omkostninger, tilføjer Flemming Simonsen.

I september 2016 kom regeringens helhedsplan "Forsyning for fremtiden".

- Forsyningsselskaberne skal medvirke til at skabe et råderum på mindst 5,9 mia. kr. i 2025, selvom der stadig stilles en mængde krav til selskaberne.

- For eksempel er der pligt til at gennemføre energibesparelser, en opgave der i sidste regnskab kostede varmeforbrugerne i Hjørring cirka 3,3 mio. kroner, oplyser formanden.

- Desuden vil det tilskud, der i dag gives til kraftvarmeværker for at stå til rådighed for el-markedet, bortfalde fra 1. januar 2019, og det er for Hjørrings vedkommende knap 26 mio. kroner. Vi vurderer planen som et teoretisk værk, der ikke er godt nok funderet i fakta fra varmebranchen, lyder kritikken fra Hjørring Varmeforsynings formand.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.