Overskud på Den lille Fede

NORDJYLLAND:Der er ikke tegn på krise i den nordjyske festivalbranche. Nibe Festivalen havde sidste år et overskud på 313.000 kroner mod 30.000 året før, viser regnskabet for 2003. Festivalen omsatte for 11 millioner kroner, fortæller festivalformand Peter Møller Madsen, der maner til ro her et par dage efter, at Midtfyns Festivalen drejede nøglen om. Halvdelen af billetterne til årets Nibe Festival er allerede solgt, og det er aldrig før sket så tidligt. Skanderborg har allerede meldt alt udsolgt. En af Midtfynsfestivalens mest fremtrædende kræfter gennem adskillige år, peger på konceptet i Nibe som en væsentlig forklaring på den lille fedes succes. - Det handler om kontrolleret vækst, siger den nibefødte erhvervschef i Hals Kommune, Peter Sloth, der sammen med sin bror, journalist Kristian Sloth, var de eneste fastansatte på Midtfyns Festivalen, dengang fyens stolthed to gange overgik Roskilde som landets største. - Nibe Festivalen holder sig fra de helt dyre navne, Roskilde satser på de 16-25 årige. Nibe henvender sig til hele familien, og opererer med langt mindre budgetter end vi gjorde, konstaterer Peter Sloth. Peter Sloth fremhæver, at initiativet er "bundsolidt placeret i lokalsamfundet", og det er en styrke, der ikke kan købes for penge, siger han. Omkring 4000 har indtil nu købt billet til Nibe Festivalens særlige 20 års jubilæumskoncert dagen før den officielle åbning af den lille, ret store fede. Flere end 80 bands og solister går på scenen under selve festivalen.