Velgørenhed

Overskud på Nibe Festivalen

Nibe Festivalen, den største musikfestival i Nordjylland og en af landets mest omfangsrige, har regnet sig frem til en omsætning sidste år på næsten 12 millioner, og et overskud på 320.000 kr. efter forsigtige og åbne principper, hvor alle udgifter er trukket fra.

- Efter andre regnskabsprincipper kunne vi levere et resultat på omkring en million, men vi har denne gang valgt at fratrække eksempelvis 600.000 kroner til foreninger, der stillede hundreder af frivillige og uundværlige medlemmer til rådighed, siger festivalformand Peter Møller Madsen. Fratrukket er også 100.000 kroner i direkte støtte til foreninger i lokalområdet som Rotary, Lions Club, jægerforeningen, og Nibe Festivalens eget bidrag til "Støt Asien" indsamlingen, der er taget af kassebeholdningen. Den lille fede Nibe Festival koordinerede den lokale indsamling til ofrene for en af den den nyere tids værste naturkatastrofer, arrangerede fra den ene dag til den anden en koncert med Tue West skænket af Skanderborg Festivalen, der bød højest under en auktion på P3, og den lille fede stod bag en koncert med adskillige bands samme dag med navne som Souvenirs og talenter på vej frem. - Musikbudgettet i år bliver det største nogensinde, forsikrer festivalformand Peter Møller Madsen. Omkring 100 navne går på scener i Skalskoven med start onsdag 29. juni.