Overskud til den gode side

Kommunens overskud på driften i 2017 bliver 40 millioner kr. større end forventet

Hans Christensen
- Det er skønt at have lidt på bogen, og vi afleverer ikke en grim bussemand til det nye byråd, der sidder her efter nytår, siger borgmester Birgit Stenbak Hansen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 5. november 2017 14:14 - Opdateret 5. november 2017 19:53

FREDERIKSHAVN: For fire år siden styrede Frederikshavn Kommune mod den økonomiske afgrund og var snublende tæt på at blive sat under administration.

De seneste snart fire år har været én lang hestekur med nedlæggelse af omkring 400 kommunale stillinger og besparelser, der har gjort ondt mange steder.

Men det økonomiske kollaps er afværget.

Grønthøsteren er fortid

Kommunen styrer nu mod et overskud på driften på 189,8 mio. kr. Det er bedre end forventet. Målsætningen var 150 mio. kr., og kommunens gennemsnitlige likviditet ved årets udgang forventes at blive på 135 mio. kr. mod en målsætning på minimum 80 mio. kr.

- Det er skønt at have lidt på bogen, for eksempel når vi bliver ramt af en kollektiv straf, fordi kommunerne samlet set ikke overholder KL-aftalen, og vi afleverer heller ikke en grim bussemand til det byråd, der tager over efter nytår, sagde borgmester Birgit Hansen på byrådsmødet onsdag.

Hun understregede, at kommunen de kommende år hvert år mister 25 mio. kr., så der skal fortsat spares, og borgmesteren har bedt direktionen om forslag til, hvordan det skal ske uden brug af "grønthøsteren".

En succeshistorie...?

Borgmesterkandidat Jytte Høyrup (V) glædede sig over "at være en del af en succeshistorie" og roste såvel medarbejderne som det politiske samarbejde i byrådet.

Christina Lykke Eriksen (SF) og Peter E. Nielsen (K) mente, at det nu må være tid til at forbedre den kommunale service, og det fik den tidligere borgmester Lars Møller (V) op af stolen:

- Jeg bliver bekymret, når SF og Konservative vil bruge flere penge. Det har jeg prøvet før, men der er jo ikke plads til ekstra service. Der kommer ikke flere penge i den store kasse, advarede Lars Møller.

Enhedslistens Ida Skov og Dansk Folkepartis Flemming Rasmussen brød sig ikke om udtrykket "succeshistorie" og henviste til de mange, der har mistet deres job - og de tilbageværende, der nu må løbe endnu stærkere for at passe det samme antal syge, handicappede, børn og ældre.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...