Rusland

Overskuds-dramatik

Rasmus Bjerg her som Lille Kurt i Livvagterne sammen med  Cecilie Stenspil som Jasmina slipper nu for en voldssigtelse. Foto: DR

Rasmus Bjerg her som Lille Kurt i Livvagterne sammen med Cecilie Stenspil som Jasmina slipper nu for en voldssigtelse. Foto: DR

TV-DRAMA: "Livvagterne" afsnit 14 Den kontroversielle russiske journalist, Tanya, er fast gæst i trådkorset hos de højtuddannede, hamrende dygtige lejemordere, der er i hælene på hende. De skal af med hende, koste hvad det vil - for hendes viden er ekstremt farlig. Det er thriller-stof fra den helt klassiske skuffe, men også fra en meget ubehagelig virkelighed, dette to afsnits forløb er gjort af. Og det er både højprofessionelt gjort her på den danske tv-drama-bane - og gjort med et raffineret mådehold og en respekt for de virkelige formater, der må ligge bag. Ikke som i "Ørnen", hvor den danske agent var en slags shaman-007 Hamilton. Den danske tjeneste er lille og forholdsvis uprøvet i forhold til sværvægterne fra den garvede, toptrænede, skrupelløse russiske elite. Til gengæld er russerne hæmmet af, at de skal holde sig i skjul: Hvis vi først slår en dansk agent ihjel i Danmark, er vi færdige, erkender de i et vigtigt øjeblik. Der bygges dygtigt og med enkle midler op til billedet af den russiske kvinde, Margarita, der lader sig presse til attentat mod papdatteren Tanya for at redde sin mand lidt længere levetid. Hendes ironiske kommentar til bagmanden om ænderne i Ørsteds Parken, der er "så tamme at de spiser af hånden", er et eksempel på seriens gode standard. Det er overskuds-dramatik. Forløbet var højspændt, slutafsnittet uhyggeligt spændende, ikke mindst fordi vi netop i de to foregående afsnit har lært - the hard way - at dette ikke er en feel good serie, her kan alt ske. Vores venner kan også dø. Så da det radioaktive polonium blev bragt på banen, var det så hårene begyndte at rykke i hårsækkene. Spændingen vokser med vores kendskab til personerne og deres historie. Deres skæbne bliver vigtig for os, og deres sidehistorier skaber gode farvetoner på det samlede familiebillede. Som når Boas faktisk har 100 pct. ret i sin kritik af Leons håndtering af Jasminas krise - og Leon så alligevel triumferer til sidst, stik mod bedre vidende. Eller når Tønnes amerikanske elsker, Shane, overrasker ved at tage det vigtige skidt ud af karrieren for deres kærligheds skyld, mens hun selv spiller poker til det sidste. Hvis han da spiller med åbne kort. Og der var sløjfen med Tønnes glimt af mistanke til Diana, som sagtens kunne have psykologien til at være informant for departementschefen. Det blev ved glimtet, men frøet er sået. Med så mange flueben på plussiden kan afsnittet godt tillade sig en lille bøf som denne: På et tidspunkt viser Leon Tønne en frisk PET-rapport på en af russerne. I clipsen under hans foto sidder nogle ark, skrevet med gammeldags skrivemaskine. Og som om det ikke er usandsynligt nok, kan man endda nå at læse nogle brokker, der handler om Storm P.'s ballet, "Benzin". Så enten har den russiske bandit en fjern fortid i dansk sceneliv - eller også har regissøren bare valgt et tilfældigt, rapport-agtigt udseende dokument til at agere chartek-indhold. Uden tanke på at fotografen kunne finde på at zoome helt ind på dokumentet. Lidt illusionsbrydende. Og så skal vi igen - som en anden Cato - i øvrigt lige huske at mene, at det er rigtig ærgerligt, så mange af de gode replikker, der går tabt i mumlen og slatten diktion.

Forsiden


Breaking
Her er alle de nye restriktioner, du skal kende
Luk