EMNER

Oversvømmet af badegæster

Svømmecenter Terndrup slår nye besøgsrekorder i en tid med megen avisomtale.

Thomas Lybeck, bademester, glæder sig over stigende interesse for at bruge svømmehallen. Arkivfoto: Lars Pauli

Thomas Lybeck, bademester, glæder sig over stigende interesse for at bruge svømmehallen. Arkivfoto: Lars Pauli

Nok har der været meget bøvl mellem Svømmecenter Terndrup og Rebild Kommune og deraf følgende avisskriverier på det seneste. Men svømmehallen har altså også slået ny rekord i besøgende. - Man kan jo gætte på, at det skyldes den opmærksomhed, der har været om svømmehallen. Det bliver i hvert fald kommenteret dagligt her, og vi har hængt alle artikler op, så man kan læse, hvad der er sket, siger bademester Thomas Lybeck. Han kunne forrige søndag notere tæt på 200 gæster og en rekordomsætning på 6500 kr. mod cirka 3500 kr. på en normal søndag med fire timers åbent. Svømmecentret har i øvrigt været ved at lægge en årsplan for særlige aktiviteter og har foreløbig planlagt at fejre fastelavn to gange. Fastelavnssøndag 22. februar kl. 13-15 kan børnene slå katten af tønden i vandet. Og fredag 27. februar kl. 18-22 er der sodavandsdiskotek for de 10-15-årige. Der bliver uddelt små visitkortagtige reklamer på skolen med oplysninger om begge arrangementer.