Overtager Sally og Sørøveren

Jordemoder Ditte Haugaard har relancerer børnetøjsbutikken - nu på web og senere med butik.

Graviditet 8. april 2012 06:00

Først var det en butik i Aabybro, så blev det en web-butik, der stille holdt op med aktiviteterne. Men nu har Ditte Haugaard købt rettighederne til navnet Sally og Sørøveren foruden varelageret. Den ny web-butik er allerede kommet godt i gang med salg på nettet, og Ditte Haugaard søger med lys og lygte efter et passende sted at åbne butik i Aabybro. - Jeg er meget impulsiv og tog en hurtig beslutning, da muligheden pludselig dukkede op. En af mine veninder, Frederikke Kusk, var medindehaver af den tidligere butik. Hun er jordemoder som jeg selv, og vi kom i samme mødregruppe. Så sansede jeg straks en chance for at selvstænding. Hurtigt var alle formaliteter på plads, og købet blev gennemført, fortæller 32-årige Ditte Haugaard, der bor på Bøgetoften i Aabybro sammen med ægtefællen Rasmus og parrets fire børn. Hun ville gerne have gennemgået et iværksætterforløb, men tidsplanen for kurserne stemte ikke overens med den hurtige beslutning. - I stedet hjalp erhvervskontoret mig til 12 konsulenttimer for samlet 750 kroner. Et godt tilbud, som jeg primært har brugt til drøftelser med en revisor og rådgivning om optimering af salg via nettet. Hendes samlede investering løber i første omgang op på 325.000 kroner til køb af navn, logo og varelager foruden indkøb hos nye leverandører. - Jeg har en vision om, at butikken ikke skal give overskud til mig de første halvandet år. Fortjenesten i denne periode skal blive i butikken. Hun har haft travlt med de mange gøremål, og i dag er familiens garage fuldt godt op med disk, reoler, kasser og meget børnetøj på hylderne. - Det går så godt, at jeg hver dag sender varer til kunderne, ligesom mange benytter muligheden for selv at hente de købte varer. Så er der også mulighed for at prøve størrelsen. Ditte Haugaard blev uddannet jordemoder i 2009 og har siden været ansat på sygehuset i Thisted. - Jeg fortsætter med jobbet, som er på 25 timer om ugen. Det svarer til en ugentlig døgnvagt. Det må indpasses i åbningstiden, når jeg får en butik. - Lige nu har jeg travlt med at fotografere, skrive og placere tøjet på hjemmesiden. Men der bliver tid til at pakke og sende det solgte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...