Overtidsscoring redder Liverpool fra dyrt pointtab

Liverpool var på randen af endnu et unødvendigt pointtab, men en scoring i overtiden sikrede sejren.

Ritzau
Publikum blev budt på flere nærkampe end på flotte aktioner, da Liverpool gæstede Burnley. Foto: /ritzau/AP/Martin Rickett
Fodbold 1. januar 2018 18:04

Liverpool leverede langt fra en af sæsonens mindeværdige præstationer i mandagens udekamp mod Burnley og måtte tage overtiden i brug for at hente sejren på 2-1.

Med sejren trækker Liverpool sig ud som en af vinderne i det tætpakkede juleprogram, hvor holdet har hentet ti point i fire kampe.

Første halvleg var på ingen måde det festfyrværkeri, som nytåret blev skudt ind med ved midnatstid.

Liverpools offensiv uden de småskadede Philippe Coutinho og Mohamed Salah og Roberto Firmino på bænken var tandløs.

Dominic Solanke, Alex Oxlade-Chamberlain og Adam Lallana gjorde intet for at overbevise Jürgen Klopp om, at de kan erstatte de normale førstevalg.

Burnley havde heller ikke noget at byde ind med, og 0-0 ved pausen var både retvisende for kampbilledet og fortjent.

Anden halvleg åbnede ligeså idéforladt for begge mandskaber, og der skulle lidt magi til fra Liverpools eneste farlige mand i front, Sadio Mané, for at bringe liv i kampen.

Et indlæg fra højre side lå bagved den senegalesiske angriber, som fik tæmmet den med højrefoden på kanten af feltet, vendte rundt og hamrede den op i nettaget med venstrefoden.

En vigtig scoring for Liverpool og et tiltrængt strejf af klasse for de regnvåde tilskuere.

Gæsterne satte sig på spillet efter scoringen, og det trak mere op til 2-0 end til en udligning.

I de sidste fem minutter begyndte Burnley med lange bolde frem at trykke Liverpool-bagkæden, og små tre minutter før tid kom udligningen.

Jóhann Berg Gudmundsson dukkede op ved bagstolpen og headede et forlænget indlæg ind til 1-1.

Endnu en unødvendig remis lå og ventede på Jürgen Klopps Liverpool-hold, men dybt inde i overtiden slog gæsterne tilbage med en scoring, der mindede meget om Burnleys.

Dejan Lovren fik hovedet på en lang bold og styrede den mod det lange hjørne, hvor forsvarskollega Ragnar Klavan kom glidende og headede sejrsmålet det sidste stykke over stregen.

Leicester med Kasper Schmeichel på mål vandt danskeropgøret mod Huddersfield med 3-0. Jonas Lössl vogtede målet for Huddersfield, som også havde Mathias "Zanka" Jørgensen på banen.

Newcastle hentede en vigtig sejr i nedrykningskampen, da holdet sejrede 1-0 ude mod Stoke.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...