Udland

Overvågningsgruppe: Trods våbenhvile bomber syriske kampfly

16 luftangreb har ramt den vestlige Hama-provins. Målet var oprøreres område, melder observatorium.

SYRIA-CONFLICT-HAMA Foto: Scanpix/Omar Haj Kadour

SYRIA-CONFLICT-HAMA Foto: Scanpix/Omar Haj Kadour

Syriske kampfly har udført 16 luftangreb mod oprørere i provinsen Hama i det vestlige Syrien i løbet af fredag. Dermed er bomberne kastet, efter at en våbenhvile er trådt i kraft i landet.

Ifølge overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder er der ikke meldinger om dræbte.

Gruppen har hovedkvarter i London og holder øje med udviklingen i den syriske konflikt via et netværk af kilder i landet.

Våbenhvilen i Syrien blev indledt klokken 23 dansk tid. Allerede få timer efter var der meldinger om, at der var kampe i netop Hama.

Fredag formiddag dansk tid var der også meldinger om kampe nær den syriske hovedstad, Damaskus.

Ifølge overvågningsgruppen har regeringen beskudt oprørere fra helikoptere. I de første meldinger var der ingen oplysninger om, hvilken oprørsgruppe der var i kamp.

Senere oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at der tilsyneladende er tale om Fateh al-Sham Fronten.

Netop denne gruppe, der tidligere var kendt som Nusra Fronten, er ikke omfattet af våbenhvilen ifølge den syriske regering.

Aftalen om at lade våbnene ligge er forhandlet på plads af Rusland og Tyrkiet. USA byder også våbenhvilen velkommen.

Den er blevet beskrevet som et muligt gennembrud i den langvarige konflikt i Syrien.

Trods meldinger om kampe i både Hama og nær Damaskus ser våbenhvilen ud til at have en effekt.

Blandt andet har Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ikke fået oplysninger om dræbte i løbet af våbenhvilens første nat. Det skriver gruppen på sin hjemmeside.

Der er angiveligt også roligt i resten af landet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.