Overvægtige hjælpes af med de overflødige kilo

EMNER 1. september 2004 06:00

RØNBJERG: Sund By i Løgstør er nu på banen med en ny omgang "Fedt for Fight" i samarbejde med feriecentret i Rønbjerg. "Fedt for Fight" er et tilbud til overvægtige, der gerne vil af med de overflødige kilo. Det sker så på feriecentret, hvor der dyrkes motion, som sender forbrændingen i vejret. Der tilbydes fire hold. På de tre af dem dyrkes der spinning og cirkeltræning, mens spinning erstattes af vandgymnastik på det fjerde hold. Cirkeltræning foregår i en lille hal, hvor deltagerne fordeles på forskellige poster. Hvert sted er der en øvelse, som enten er god for fedtforbrændingen, konditionen eller musklerne. Efterhånden rokerer deltagerne, så de til sidst har udført alle øvelser. Spinning er cykeltræning på en speciel motionscykel. Vandgymnastikken foregår i svømmehallen - i den lave ende af bassinet, så man ikke behøver at være en god svømmer for at deltage. Der laves en række enkle øvelser i vandet, så vandets modstand udnyttes og forbrændingen øges. Alligevel er træningen skånsom, da vandet holder en oppe, så leddene aflastes. Der er instruktører på alle øvelser. I øvrigt deles deltagerne op i overvægtige og svært overvægtige. Det gør, at instruktørerne kan tilpasse træningen til deltagernes niveau. På www.sundbybutikken.dk kan der læses mere. Sund By tager imod tilmeldinger, og "Fedt for Fight" går i luften i uge 38. I alt 12 gange og muligvis med kostvejledning, hvis interessen for det er stor nok.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...