Overvægtige skal slagte høns

Sundhedsprojekt handler også om oplevelser og selvtillid.

Henrik Strømgaard
Nils Andreasen (i midten) fra Naturskolen i Store Vildmose hjælper fysioterapeut Tue Dyrvig Petersen og kostvejleder Mia Mølgaard Ahrenholt med at arrangere lege og udfordringer for overvægtige børn.
Ernæring 1. august 2010 07:02

Der skal trædes nye veje, når Jammerbugt Kommune til september indleder endnu et forløb for overvægtige unge under navnet Kickstart. Ud over at lære om motion og sund kost vil deltagerne fra 12 til 15 år møde udfordringer, der sikkert vil være grænseoverskridende. - Det er helt bevidst, at vi søger grænserne for de unge mennesker. Også, når de skal slagte en høne, lyder det fra fysioterapeut Tue Dyrvig Petersen, der står for forløbet sammen med kostvejleder Mia Mølgaard Ahrenholt. At slagte høns og tilberede dem er en del af den første del af forløbet, som er lavet i samarbejde med naturvejleder Nils Andreasen, Naturskolen i Store Vildmose. Nils Andreasen vil fungere som primus motor i naturdelen, hvor også fysioterapeuten og kostvejlederen vil opleve at få flyttet deres grænser. Her mødes deltagerne de første fire gange, og af andre udfordringer er klatring i træer i 12-14 meters højde samt at bygge og sejle tømmerflåde. - Meningen med forløbet i skoven er at ryste deltagerne godt sammen. Og så skal de have øget selvværd. De får nogle fede oplevelser og en tro på, at de kan rigtig meget, siger Tue Dyrvig Petersen. Motionsdelen handler i høj grad om at introducere de unge for sportsgrene, som de måske ikke har prøvet før. Det skulle gerne give nogle sjove oplevelser og dermed lyst til at fortsætte med at dyrke sport efter Kickstart-forløbet. Sund livsstil resten af livet Sidste del handler om sund kost, hvor deltagerne får teoretiske oplæg og selv går i køkkenet. Et vigtigt element er individuelle kostsamtaler, eventuelt sammen med det enkelte barns familie. Det giver en større chance for, at deltagerne fortsætter den sunde livsstil, når det bliver hverdag igen. Kickstarten går mandag 6. september, og der plads til 15 deltagere. - Der er et stort behov for tilbud som dette. Statistikker viser desværre, at der bliver stadig flere overvægtige børn og unge. Hvis vi kan ramme dem i en tidlig alder og hjælpe dem med at ændre deres vaner og få et mere sundt og aktivt liv, så får de også færre problemer senere i livet, siger Tue Dyrvig Petersen. Et krav til deltagerne er, at de er motiverede for at få en sundere livsstil. Der kan findes ansøgningsskema på kommunens hjemmeside under sundhedsafdelingen, og det skal indsendes senest 20. august.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...