EMNER

Overvej lukning igen

POSTHUS:Da det efterhånden er gået op for nogle af Vestbyens borgere, at Posthuset på Kastetvej lukker her midt i juni måned, som følge af en klar udmelding fra Post Danmark. Grunden skulle være manglende indtjening i disse konkurrenceprægede tider. Som situationen vil blive til den tid er jo, at vi ældre bliver nødsaget til at henvende os på posthuset Algade eller Hasseris postkontor. Når Post Danmark angiver der kun er 600 meter til Algade posthus fra Kastevej, angiver de det som værende i fugleflugtslinie, v i ved godt at her ved midsommertid flyver heksene til Bloksbjerg på deres kosteskaft, men nu om dage anvender mange jo rollator, og så vidt jeg ved har hverken andre eller undertegnede set en sådan i luften endnu. Så afstanden er nok betragtelig længere end 600 meter, så prøv nu, at tage denne beslutning op til en revurdering omkring dette posthus lukning.