Overvejer et civilt søgsmål

Aalborg Håndbolds direktør er rasende på stregspilleren Mads Lind.

AaB Håndbolds direktør Jan Larsen er rasende på stregspiller Mads Lind. Foto: Lars Pauli

AaB Håndbolds direktør Jan Larsen er rasende på stregspiller Mads Lind. Foto: Lars Pauli

Formelt var direktør Jan Larsen blevet enig med den 31-årige stregspiller Mads Lind, der netop er hjemvendt fra et kuldsejlet spansk eventyr, da hans nye klub Cuenca gik konkurs. Men nu er stregspilleren løbet fra aftalen blot et par dage før, den skulle endeligt underskrives. - Vi overvejer nu, om vi vil anlægge et civilt søgsmål, for det tror jeg sagtens, vi kunne vinde, fordi vi har både en mundtlig og en skriftlig aftale via mail, men man skal overveje, om det er værd at bruge alle de ressourcer. Jag kan bare konstatere, at Mads Lind i hvert fald ikke står for de værdier, vi gerne vil stå for i Aalborg Håndbold, og derfor er det nok godt nok, at han ikke kommer til klubben, siger Jan Larsen. Alt var på plads - Det er jo lidt rystende, når man ser på, at han selv har søgt og fået kompensation efter opholdet i Spanien, og så laver han sådan noget, siger Jan Larsen. NORDJYSKE erfarer, at stregspilleren i stedet skifter tilbage til sin tidligere klub Aarhus Håndbold. Stregspilleren havde selv kontaktet Aalborg Håndbold for 14 dage siden, da han var i gang med at søge en ny klub, og Mads Lind havde været i Aalborg for at kigge på flere lejligheder, ligesom alle detaljer i kontrakten var forhandlet på plads. Havde andre i kikkerten - Jeg sagde til ham, at jeg skulle have et hurtigt svar, fordi jeg stod med en anden spiller på hånden, som jeg skulle til at indlede forhandlinger med, men vi havde fornemmelsen af, at Mads ville være en endnu bedre forstærkning, og derfor gik vi efter ham, siger Jan Larsen, der nu skal på jagt efter en ny spiller. - Vi har jo to gode stregspillere i truppen med Jakob Bagersted som det klare førstevalg og Rene Antonsen, som bliver en god spiller. Men vi har været på jagt efter en rigtig god forsvarsspiller, og det kigger vi nu efter igen, og det skal vi nok få løst, siger Jan Larsen. - Jeg havde bare forventet en anden opførsel fra en voksen mand på 31 år. Jeg kunne forstå det, hvis det var en spiller på 17, siger han.