Overvejer fortsat ny gæsteordning

- Den sag burde socialudvalget have klaret for længe siden, siger kulturformand

BROVST:Kulturudvalget skal bruge mere tid, inden der kan træffes en beslutning om hvilken løsning, der skal erstatte den nuværende faste gæstedagplejer i Brovst Kommune, som er sagt op. - Vi har valgt at lade sagen overgå til andenbehandling, siger kulturudvalgsformand Kim Bennike (DF). Forvaltningen havde to forslag til udvalget. Enten skal de fire pladser i den faste gæstedagplejer fordeles til fire af de nuværende dagplejere. Eller forvaltningen bemyndiges til at forhandle med puljeordningerne om at fungere som gæstedagplejere, når dagplejere er syge. Forældrebestyrelsen for dagplejen har diskuteret sagen, og bestyrelsen synes ikke, det er en god ide at lade puljeordningerne fungere som gæstedagplejere. - Vi vil overveje mulighederne endnu engang, og derefter tage sagen op igen, siger Kim Bennike. Han ærgrer sig over, at der ikke for længe siden er fundet en løsning. - Ordningen med en fast gæstedagplejer har ikke fungeret i et år. Derfor burde socialudvalget og den siddende socialudvalgsformand for længe siden have løst problemet. Det er helt urimeligt, at den sag har fået lov til at køre så længe, siger Kim Bennike. Det synspunkt er socialudvalgsformand Ole Christensen (S) bestemt ikke enig i. - Den udtalelse fra Kim Bennike er ren populisme. Den sag har fået den behandling, som den skal have. I øvrigt vil jeg ikke diskutere med Kim Bennike gennem avisen, tilføjer Ole Christensen.