Overvejer retssag om fyring

Kaare Maul og hans advokat har endnu ikke besluttet næste skridt

Det vil næppe bringe Kaare Maul tilbage som skoleleder på Strandby Skole, men det kan sikre ham en større erstatning, hvis det kan lykkes for hans advokat Torben Haldrup at få kendt fyringen ugyldig i en retssag. Sådan en retssag er i hvert fald en af de muligheder, som Kaare Maul og Torben Haldrup vil overveje, når de i løbet af januar sætter sig sammen og tager stilling til det videre forløb i den meget omtalte fyringssag. - En retssag er en mulighed, vi overvejer helt alvorligt. Det tager selvfølgelig lang tid at føre en retssag, så selv hvis man når frem til, at afskedigelsen er ugyldig, så er det nok ikke sandsynligt, at Kaare Maul kan få sit job som skoleleder på Strandby Skole tilbage igen. Men kommunen skal af med en større erstatning, oplyser Torben Haldrup. En anden mulighed er at søge godtgørelse for forløbet i sagen. Et forløb, som Torben Haldrup betegner som ¿uprofessionelt¿. En tredje mulighed er selvfølgelig at lade være med at foretage sig noget og tage fyringen til efterretning. - Lige nu ved jeg ikke, hvad det ender med. Jeg skal snakke med Kaare først, og vi vil formentlig også vende sagen med hans organisation. Sagen har været meget belastende for ham i den tid, der er gået, siger Torben Haldrup. Skolelederens faglige organisation er ikke kommet med et indlæg til kommunen i den høringsperiode, der udløb 24. december. - De syntes, at det svar, vi kom med, var dækkende, oplyser advokaten. Efter at et flertal i byrådet kort før jul besluttede at bakke forvaltningen op og lade fyringen stå ved magt, har høringen reelt heller ingen betydning. - Det var nærmest en formalitet. Men det er alligevel lidt overraskende, at byrådet vælger at se bort fra den store opbakning, der er til Kaare i lokalbefolkningen, konstaterer Torben Haldrup. Kaare Maul blev fritstillet i august efter en anklage om sexchikane fra en lærer på skolen. En rapport fra Kommunernes Landsforening viste senere, at anklagerne var grundløse. - Efter vores opfattelse var den øverste skoleleder bekendt med, at parterne havde boet sammen i en periode, da hun modtog klagen fra læreren. Derfor er det utroligt, at man tager så voldsomt et skridt som en fritstillelse, mener advokaten og tilføjer: - Så er det svært bagefter at ændre kurs.