Lokalpolitik

Overvejer stadig

Tonny K. Carlsen er stadig rystet, men han overvejer at finde 25 socialdemokrater, der kan give ham en plads

STORVORDE:Tonny K. Carlsen er rystet over forløbet på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i sidste uge. Han bekræfter over for NORDJYSKE det forløb, som endte med, at han måtte trække sit kandidatur. - Jeg var meget langt nede, skuffet og træt af hele situationen. Det har været nogle meget trælse dage siden. Har du oplevet noget lignende i dit politiske liv? - Det er i hvert fald det, der har givet mig det største sår, men folk, der har været med i politik i mange år, har sagt til mig, at sådan er politik, fortæller Tonny K. Carlsen, der kom ind i kommunalbestyrelsen efter trippelvalget i november 2001. Han har mødt opbakning fra mange, der i disse spalter med forundring har kunnet se, at han ikke var iblandt de tre kandidater, som Socialdemokraterne i Sejlflod stiller op med til kommunalvalget i efteråret. - Mange har spurgt mig og sagt, at de ville stemme på mig, hvis de fik muligheden, og det har da varmet, fortæller Tonny K. Carlsen. Faktisk har det varmet så meget, at han kraftigt overvejer at gå udenom fællesledelsens indstilling. - Det er jo sådan, at man kan blive opstillet, hvis man kan finde 25 stillere, og det har jeg lokalt opbakning til, forsikrer Tonny K. Carlsen. To ører og én mund Ifølge Tonny K. Carlsen er der faktisk også hjælp og støtte fra hovedkontoret i København, der også er informeret om det ekstraordinære repræsentantskabsmøde. Herfra modtager han en af dagene de korrekte formularer, som han skal bruge, hvis han eventuelt vil stille op til urafstemning her til foråret, hvor medlemmerne af Socialdemokraterne i de fire sammenlægningskommuner skal have placeret alle kandidaterne. Han skal dog lige vende det godt og grundigt, før han træffer en endelig beslutning. - Jeg har virkelig været glad for arbejdet i kommunalbestyrelsen, og havde set frem til at skulle kæmpe om en plads i det nye Aalborg Byråd. De sidste tre år har givet mig utrolig meget, både fagligt og personligt, samt givet mig en indsigt og en forståelse for, hvordan tingene hænger sammen. Jeg har måske ikke profileret mig så meget, men det har også været svært med en gruppeformand, der også er udvalgsformand, en borgmester og i de to udvalg, jeg sidder i, er det formændene, der har været talerøret udadtil, siger Tonny K. Carlsen og gentager en sætning, som han også brugte i et læserbrev et halvt år efter, at han kom i kommunalbestyrelsen: - Eftersom man er udstyret med to ører og én mund, skal man gerne lytte dobbelt så meget som man taler. Tonny K. Carlsen er nu sprunget ud af en forholdsvis anonym rolle hos Socialdemokraterne i Sejlflod Kommune. Skulle han vælge at stille op, kommer han i dirkete konkurrence med sin gruppeformand Finn Ladefoged og Socialdemokraternes mand i Kongerslev-Komdrup. - Så må vi tage den derfra, konstaterer Tonny K. Carlsen.