EMNER

Overvismand holdt foredrag i Hundelev

Der blev tænkt store tanker, da tidligere overvismand talte om globalisering

Professor Niels Kærgård holdt mandag aften foredrag om dansk landbrug i Hundelev. Privatfoto

Professor Niels Kærgård holdt mandag aften foredrag om dansk landbrug i Hundelev. Privatfoto

HUNDELEV:Knap 50 tilhørere fandt vej til forsamlingshuset i Hundelev mandag aften - færre end arrangørerne havde forventet, især i betragtning af, at det var en professor og tidligere økonomisk overvismand, der holdt foredrag. Men det var nu heller ikke de letteste emner, der var på plakaten - velfærdsstatens historie og fremtid, globaliseringens betydning, dansk landbrug i dag og i morgen, vismændenes rolle - og en bagatel som dansk økonomi og politik i dag og for en menneskealder siden. - Det var usædvanligt, at det lykkedes at få Niels Kærgård til at holde foredrag i Hundelev, men han har familie på egnen, og det var på den baggrund, det lykkedes, siger Poul Berg, der var Hundelev Beboerforenings kontakt til Niels Kærgård. - Normalt koster et foredrag med Niels Kærgård omkring 15.000 kr., men jeg kan godt afsløre, at det langtfra var, hvad vi kom til at betale, siger Poul Berg, som fik aftalen i stand for et halvt år siden. Størsteparten af lytterne var lokale, og efter foredraget blev Niels Kærgård spurgt, om landbruget kunne holde til, at jordpriserne blev ved med at stige. Niels Kærgård beroligede spørgeren ved at slå fast, at der altid ville være landbrud på dansk jord - men at spørgsmålet mere var, om det ville blive ved med at være i den nuværende form. Niels Kærgård kommer oprindeligt fra en gård i V. Bagterp. Han blev student fra Hjørring i 1962, er uddannet økonom og har siden 1993 været professor i jordbrugsøkonomi og politik på Landbohøjskolen. I perioden 1992-2001 var han økonomisk vismand, fra 1995-2001 overvismand. Han har desuden siddet i en række udvalg og bestyrelser.