Ovre i Amerika

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Trappen og etageadskillelsen er såmænd også lavet af OSB-bjælker.

Jeg har lige været en tur i Amerika! Hvad det har med gør-det-selv at gøre, ved jeg ikke rigtigt - men hvad hjertet er fyldt af, løber munden jo over med, så læserne må bære over. Aller først vil jeg sige, at på hjemmebane er amerikanerne et elskeligt folkefærd - åbne, imødekommende, hjælpsomme. På gader, stræder og burgerbarer mødes man af en overvældende venlighed - ikke formel høflighed, men oprigtig venlighed. Og hvis du smiler igen og er blot en smule nysgerrig, får du på stedet hele livshistorien. Herefter er det din tur til at fortælle, og igen er det ikke høflig interesse, men oprigtig lyst til at vide, hvad sådan en stabajs fra den gamle verden tror og tænker. Som politisk og kulturel faktor i den store verden har jeg stadig ikke meget tilovers for USA, men man skal være et udpræget arrogant røvhul for ikke at holde af amerikanerne - på hjemmebane! Bare jeg har min truck Som klamphugger, selvbygger og gør-det-selv’er skulle jeg selvfølgelig snuse rundt og studere amerikanernes huse, og de kan groft deles i tre grupper: Trailers til fattigrøvene, traditionelle bræddehuse til den solide mellemvare og kæmpe palæer til velhaverne. Trailerfolkets underklasse bor i store campingvogne og mobilhomes - man finder dem overalt i landskabet og i byernes udkanter: En rodet byggegrund med et par gamle biler og diverse rustent og udrangeret maskineri - dertil en ældre opklodset campingvogn i cirkusstørrelse - og selvfølgelig en spritny pickuptruck med 8 cylindre og 3-400 heste. Og hvis vi er sydpå, hænger der naturligvis en shotgun i bagruden ... Som dansker spørger man i begyndelsen sig selv, om der bor nogen på sådan en skrotplads - det gør der! Og der er ikke nødvendigvis tale om “fattige mennesker” - den enorme pickuptruck (med tryk på første stavelse, om jeg må be’ ...) koster faktisk 30-40 tusinde dollars og drikker benzin som et hul i jorden, så de har altså penge - men de bruger dem på flotte biler og synes til gengæld, at det er okay at bo på en losseplads. Og sjovt nok ser mange amerikanske kvinder ud til at være enige i denne prioritering - med kantede træk, grove i kæften og ikke ret feminint klædt (for nu at sige det pænt) fører de sig gladeligt frem i mændenes potensforlængere ... Og det skal være nu Traileren er næste trin på den sociale rangstige - der ER faktisk tale om skurvogne med hjul under, men det ligner ofte små præfabrikerede luksushuse. De findes i utallige udformninger, og de mest snedige er opbygget som moduler, der kan kobles sammen, så eksempelvis 3 vogne bliver til en stor villa med vinkel, overdækket terrasse og hele molevitten. Undervejs rundt i landet sneg jeg mig til at kikke ind i et par trailer-huse - det ene lignede et væltet lokum med opvask i stabler og ulækkert fedtede gulvtæpper - den anden var indrettet med alt, hvad hjertet kan begære af moderne luksus. Trailere er på ingen måde billige - fidusen er snarere, at de kan købes på afbedrag og leveres fra-dag-til-dag. De passer altså som fod i hose til den udtalte amerikanske utålmodighed: Jeg har pengene, jeg har grunden, jeg vil have et fint hus - og det skal fandeme være nu! Og hvis budgettet bliver lidt stramt, kan man jo altid henvende sig i den lille snudskede biks ved indkøbscentret - den med det lille neonskilt “Payday loan” - her belåner man sin lønseddel ... Angstforbrug Amerikanere tænker i det hele taget meget på penge og alt, hvad man kan købe for de grønne sedler. De er på evig jagt efter gode tilbud, de køber alting i XXL økonomipakninger - ikke 4 doughnuts i en pose, men en hel kasse med 25. Og de er iøvrigt ikke værd at æde. Det vrimler med kulørte madvarer så ringe, at selv Lidl ville skamme sig, og amerikanerne slæber lortet hjem i veritable vognlæs. De er vel bare åndløse materialister uden vi europæeres sans for kvalitet? Nej, den køber jeg ikke. Men de minder mig om min bedstemor, som ikke kunne se en dåse annanas uden at købe den, for tænk nu, hvis der blev krig igen ... Det kan man grine ad, men for min bedstemor var det en reel angst, som fik hende til at fylde kælderen med konserves og skabene med linned. Den lille mand i Amerika er er på samme vis bange - for at miste sit arbejde, blive syg, gå fallit og blive fattig i en grad, vi slet ikke kender til. Derfor køber, æder og drikker han helt umådeholdent - medens han endnu har råd opg velsagtens for at dulme sin angst og stress. Plasticbrædder Nå, det var bare en tanke. Disse iøvrigt søde, rare og dejlige mennesker bor, hvis de har styr på økonomien, i de mest ærke amerikanske huse, man kan tænke sig: Et træhus i to etager med fuld kælder og en overdækket terrasse med gyngestol. I forhaven er der græs og havereret legetøj af plastic - intet andet - og i baghaven står der gerne et par gamle biler og en kæmpe havegrill til farmand. Det er gode og sunde huse - med støbt eller muret fundament og fuld kælder, hvorpå er rejst et træskellet, som er beklædt med klinkbrædder, og på taget er der tagpap i form af shingels. Gade op og gade ned, kilometer efter kilometer af næsten ens huse, som dog er bygget med tusinde små variationer. Jeg kan li’ dem - det er nogle kønne og praktiske huse, og oprindeligt endda godt håndværk. Oprindeligt - på de nye huse er klinkbrædderne nemlig af plastic. Og når de gamle huse skal isoleres, får de samme tur - man pakker dem ind i måtter og klasker plasticbrædder på. Altså! Tupperware Men sådan er det vel ikke i de velhavende kvarterer? Jo, det er faktisk meget værre. Vi boede et par dage hos en familie, som havde masser af penge. Huset var næsten nyt og kæmpe stort - flere badeværelser, bar i kælderen, tommetykke tæpper over det hele og en vældig hall med kæmpe trappe a la Hollywood til førstesalen. Stuk i loftet, pyntelister, elegante fyldningsdøre og flotte gerigter - og de fineste møbler, som ville være et mindre kongehus værdigt. Men det hele var snyd, pap og plastic - wannabe, som de ville sige derovre. De antikke møbler var spritnye, samtlige døre i huset var sprøjtestøbt plastic - inklusive fyldningernes dekorative åretegninger. Den imposante hoveddør lukkede ikke med et klonk, men lød som når man sætter låg på en plasticspand - Tupperware, fup og fidus hele vejen igennem! Og beboerne i dette fuphus - så er de vel sådan nogle kunstige, tomme simili-mennesker? Nej, de var så ærlige, ægte, varme og gæstfrie, at man næsten få tårer i øjenene - og sådan får man spoleret sine fordomme på stribe, hvis rejser med et åbent sind. Urskov af lys og beton Se nu bare min og fruens tur til New York - dette grimhedens alter. Husets herre, Uncle Ray, førte an, og det hører med til historien, at han er høj, veltrænet, årvågen og til overflod officer fra West Point. Dertil et kæmpe varmt smil i det store ansigt, og hver sætning slutter med et Sir! - også når det var en lille, sort, underbetalt chauffør, som gav penge tilbage i bussen: Thank you, Sir! Ray marcherede foran med vi to små danskere i småløb bagefter - tværs over Manhattan, som om han ejede hele butikken - stolt og glad viste han os Fith Avenu, Ground Zero, Chinatown Little Italy, Grand Central og hvad det alt sammen hedder - Ray tegnede, fortalte og indlagde galant tissepauser til fruen - turen sluttede sent om aftenen i det fænomenale lyshav på Time Square. Byen sitrer af liv - som en menneskeskabt urskov med kæmpetræer af beton, glas og blinkende lys i alle kulører. Mennekene er smukke, energiske og fulde af liv - hver har sin stil, sit udtryk - det er meningsløst at tale om racer og baggrund, for her er alle slags og enhver tænkelig blanding. Det er verdens metropol nummer ét, men livet, som foregår imellem alle skyskraberne, er sært gammeldags - bittesmå butikker a la et for længst forsvundet Europa med alt fra ungarske pølser til italiensk brød - modetøj, vandhaner og stinkende kinesisk urtemedicin - pludselig en lille biks med jordbær dyppet i varm chokolade - og naboen, et mørkt og støvet lokale, hvor en gammel kineser bøjer neonrør til kulørte skilte. Uden at kunne et ord engelsk ... Om jeg så fik forærende en lejlighed på toppen af den højeste skyskraber, ville jeg ikke bo i New York - men jeg vil aldrig mere sige, at byen er grim, og jeg vil aldrig mere tænke, at amerikanske soldater pr. definition er dumme og onde.