OW Bunker-aktionærer får fri proces til forberedelse

2400 investorer får grønt lys til at gå i gang med at forberede en erstatningssag mod det krakkede Nørresundby-firma

Arkivfoto: Lars Pauli

Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:2400 private investorer, der tabte penge på konkursen hos OW Bunker, har fået fri proces til at forberede en sag mod kapitalfonden Altor og olieselskabets tidligere ledelse, der er beskyldt for at have spillet en rolle i krakket i 2014.

De 2400 investorer har et samlet erstatningskrav på 321 mio. kr. og er organiseret i foreningen OW Bunker-Investor.

Foreningen har af Civilstyrelsen i første omgang fået fri proces til at forberede et samlet gruppesøgsmål, som vil skulle godkendes af retten, mens der først senere skal ansøges om fri proces til at dække omkostninger ved selve retssagen.

- Vi er meget glade for, at myndighederne nu har bevilget fri proces til denne groteske sag, der kostede os alle milliarder af kroner og som har kastet sorte skygger over dansk erhvervsliv, siger Niels Mengel, der er bestyrelsesmedlem i foreningen OW Bunker-Investor og formand for Dansk Aktionærforening, i en pressemeddelelse.

Sidste år indgav en gruppe på 26 institutionelle investorer - blandt andet pensionsselskabet ATP - ligeledes en stævning med et erstatningskrav på 769 mio. kr.

OW Bunker, der havde hovedsæde i Nørresundby og tjente sine penge på at købe og sælge brændstof til skibe, gik konkurs i slutningen af 2014 efter en periode med to nedjusteringer og en påstået svindelsag.

Virksomheden blev børsnoteret tidligere samme år, og selskabet er blevet kritiseret for ikke at have oplyst aktionærerne godt nok i det prospekt, som dannede grundlag for børsnoteringen.

Af prospektet var det blandt andet ikke oplyst, at selskabet havde spekuleret voldsomt i olieprisen - det var disse positioner, der gav store tab, da olieprisen pludselig dykkede i 2014.

/ritzau/FINANS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.