OW Bunker-sag: Oliedirektør anker fængselsdom

Vestre Landsret skal bedømme sag om enorme tab, som opstod i selskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.

Arkivfoto
Nordjylland 12. juni 2018 14:53 - Opdateret 12. juni 2018 17:28

NORDJYLLAND: En tidligere direktør for et datterselskab i OW Bunker-koncernen har besluttet at anke en dom på ubetinget fængsel i et år og seks måneder til Vestre Landsret.

Det oplyser Bagmandspolitiet til dagbladet Børsen.

Lars Møller blev af Retten i Aalborg 30. maj dømt for at have påført koncernen et tab på godt en halv milliard kroner.

Han risikerede en hårdere straf, da Bagmandspolitiet mente, at han havde begået mandatsvig og derfor stod til fængsel i fem år.

Men retten konkluderede, at denne bestemmelse i straffeloven ikke var overtrådt.

Det var til gengæld en anden paragraf i straffeloven. Den bruges i de tilfælde, hvor en person i en betroet stilling tilsidesætter sine pligter og er årsag til tab - men uden at berige sig selv eller andre.

Lars Møller, der er 44 år, var chef i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.

Her var han ifølge byrettens dom ansvarlig for, at der blev bevilget enorme kreditter til selskabet Tankoil, som fragtede brændstof ud til fragtskibe.

Ledelsen i OW Bunker i Nørresundby havde bevilget en kreditramme på ti millioner dollar, men Lars Møller overskred den "i ganske betydeligt omfang", hedder det i dommen.

Tabet løb op i 90 millioner dollar, godt en halv milliard kroner.

Dette vidste OW Bunker dog ikke noget om. Mellemværendet med Tankoil blev ikke bogført på sædvanlig facon, konkluderede Retten i Aalborg.

Miseren i Singapore var en medvirkende årsag til, at OW Bunker kollapsede i november 2014 efter få måneder på børsen, hvor introduktionen var sensationel.

På første handelsdag i marts steg aktien fra 145 til 175 kroner.

Mange mennesker flokkedes om selskabet. 20.000 privatpersoner købte aktier.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...