Skagen

P-afgiften får sig lige et nøk til!

Parkometrene i Skagen er sultne, så timeprisen vokser

1. april og frem til og med uge 42 skal man betale 12 kroner i timen for at parkere i Skagensområdet.

1. april og frem til og med uge 42 skal man betale 12 kroner i timen for at parkere i Skagensområdet.

400.000 timer. Så meget blev der i Skagen parkeret rundt omkring på parkeringspladserne med betalingsautomater i 2009. Og med en timepris på ti kroner blev der dermed proppet omkring fire millioner kroner i automaterne til kommunen. Hvis parkeringslysten er lige så stor i 2010 vil kommunen indkassere næsten fem millioner kroner. Timeprisen stiger nemlig fra ti til tolv kroner i timen i år. Det oplyser parkeringsvagt Jørgen Thomsen. Betalingspligten starter 1. april og varer så til og med sommerferien. Parkeringsvagten gør i øvrigt opmærksom på, at der skal betales alle dage fra 9-18.00 også på søn- og helligdage. - Hvis man ikke har betalt kan det resultere i en afgift på 510 kroner, oplyser Jørgen Thomsen. Der er stillet parkeringsautomater op 11 forskellige steder i Skagensområdet herunder på Solnedgangspladsen i Gl. Skagen og på Grenen, som er det mest indbringende sted. Grenen indbragte således 1,7 million kroner i løbet af de 30 uger. Langt de fleste steder skal man betale med mønter. For nuværende har man kun mulighed for at betale med kort i to af de fire automater på Grenen og en bagved rådhuset. - Det er dog planen, at efterhånden som automaterne skiftes ud skal man kunne bruge kort, oplyser Jørgen Thomsen.