P-afgifter lidt billigere i Aalborg

De stærkt omdiskuterede p-afgifter i Aalborg sættes ned med 900.000 kroner næste år. Det blev et af hovedpunkterne i et bredt budgetforlig i Aalborg Byråd i går. Kun Dansk Folkeparti forlod forhandlingsbordet.

Budgetforhandlingerne i Aalborg var præget af, at politikerne sidste år gav den kommunale økonomi en så kraftig hestekur, at det ikke blev nødvendigt at spare yderligere i år. Det var dog et af budgetforslagene fra sidste år, der igen blev taget op ved forligsrunden. De konservative ønskede nye p-afgifter i centrum fjernet, men det ville flere af partierne ikke gå med til, deriblandt socialdmokraterne: - Vi indførte nye afgifter sidste år, som ikke sad lige i øjet, og nu har vi så justeret på dem, forklarede borgmester Henning G. Jensen. Han glædede sig i øvrigt over, at der i kommunens budget er penge til at renovere skoler og at byfornye, og at der er penge til at styrke de bogligt svage elever samt styrke svage familier. Aalborg Kommunes mål er at nedbringe antallet af tvangsfjernelser. Der er desuden sat penge af til blandt andet bygning af en ny børnehave og en ny idrætshal i kommunen. Men ledigheden i Aalborg Kommune er markant stigende: - Derfor har forligspartierne ønsket at øge anlægsudgifterne, så vi får gang i beskæftigelsen, tilføjede Henning G. Jensen. For 13. år i træk er den kommunale skat uændret i Aalborg.