Trafikpolitik

P-automater atter på vej i bybilledet

SKAGEN:P-automaterne er nu atter på vej i bybilledet, så de er klar til at tage imod penge fra lokale og turister fra tirsdag 1. april. I år koster det 10 kroner per time at parkere bilen, og det er en krone mere end sidste år, hvor der i løbet af seks måneder kom et rekord stort beløb på 3.386.874 kroner ind i parkeringsafgift i Skagen Kommune. 1. april er også dagen, hvor de lokale turistguider atter dukker op på lystbådehavnen og Grenen for at servicere gæsterne, samtidig med at de også begynder at kræve penge op fra de lystsejlere, som ønsker at bruge havnen. Styrken af turistguider, der blev nednormeret med tre personer i forbindelse med vedtagelsen af dette års budget, vil stadig være på syv personer det meste af sæsonen. - Det skyldes, de opsigelsesregler, som er gældende for området. Turistguiderne har været ansat så lang tid, at de har fem måneders opsigelser, så de nednormeringer, som budget 2003 lægger op til, får kun effekt for de sidste to måneder af sæsonen, forklarer Hans Charly Jensen, der er havnefoged for den kommunale lystbådehavn. Sidste år havde lystbådehavnen en omsætning på cirka 2,5 millioner kroner, og forklaringen på, at lokalpolitikerne har valgt at skære ned på udgifterne til turistguider, hænger jo sammen med den moms-efterbetaling i forbindelse med p-afgifterne, som der efterhånden har været skrevet meget om. Skagen Kommune understregede da også sidste efterår, da taksterne får i år blev vedtaget, at kommunens "salgspris" for en times parkering er otte kroner, mens der så ved samme lejlighed bliver krævet yderligere to kroner op per time, og at disse penge bliver sendt videre til Told og Skat.