P-bøde ødelagde glæden over sejr

Fodbold 20. juni 2003 08:00
VESTBYEN: Glæden over, at det forleden lykkedes AaB at slå FC Midtjylland med 1-0, blev kort for Erik Petersen fra Svenstrup. Da han kom tilbage til sin bil, sad der i forruden en hilsen fra en af byens parkeringsvagter: Et girokort på 510 kroner. Erik Petersen havde parkeret på Nordvestvej. Et sted hvor det ellers er lovligt at parkere. Men for at vejen også skulle kunne passeres af andre, holdt han med hjulene oppe på fortorvet. Og det må man ikke. - Jeg kan da godt forstå, at man giver bøder til folk, der holder, så folk ikke kan komme ind og ud af deres indkørsler, siger Erik Petersen. - Men jeg synes ikke det er rimeligt, at man tager folk fordi, de holder med to hjul på fortorvet. Han fortæller, at på det lille stykke, hvor han holdt med sin bil var der mindst 15 andre, der havde en hilsen fra p-kontrollen under vinduesviskeren. - Har man tid til at tage ud i vestbyen en onsdag aften, så er p-kontrollen en ren pengemaskine. Erik Petersen kommer jævnligt på stadion, men han frygter, at hvis p-kontrollen fortsætter med samme ihærdighed, så vil det på længere sigt gå ud over interessen for at komme på stadion. Ikke bare fra hans side, men fra alle der i onsdag fik et girokort. - Det er Aalborg Kommune, der har besluttet, at Stadion skulle blive liggende i Vestbyen. Så må man også godt sørge for, at der er parkeringsmuligheder, mener Erik Petersen. Det lykkedes ikke at få en kommentar fra beredskabchef Jørgen Pedersen, der er chef for P-Kontrol Nord. Han er den eneste, der må udtale sig til pressen, og han var ikke til stede i går. jl
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...