På 1000fryd eller ej

Betjente anholdte ung mand, som ifølge ordensmagten kom ud fra spillestedet 1000fryd - selv benægter han at have været derinde.

Endnu en afstikker, der kan føres tilbage til den famøse augustaften sidste år, hvor der udbrød uroligheder foran spillestedet 1000fryd i Kattesundet, blev i går behandlet i byretten på Badehusvej. Den nat blev Michael Kvik Olsen anholdt og senere tiltalt for at have udvist "støjende og fornærmelig optræden mod politiet". Provokerer højlydt Michael Kvik Olsen har nægtet sig skyldig i tiltalen og vil derfor ikke - frivilligt - betale en bøde på 1000 kroner for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. - Jeg så tiltalte komme ud fra 1000fryd, indledte den betjent, der var med til at anholde Michael Kvik Olsen, sin udlægning af, hvad der førte til anholdelsen. - Han kommer igennem afspærringen og bliver guidet ud på den anden side. Her tager han ophold med andre, hvor han provokerer højlydt med skældsord. Desuden forsøger han gentagne gange at komme igennem afspærringen, indtil vi på et tidspunkt trækker ham til side og beder ham forlade stedet. Men han blev ved med at komme tilbage - så sagde vi slut og anholdte ham, fortalte betjenten til dommer Annemarie Harsberg. Ville indkalde andre vidner Netop betjentens iagttagelse af Michael Kvik Olsen undrer hovedpersonen selv. - Han kan ikke have set mig, for jeg var ikke inde på 1000fryd den aften, siger Michael Kvik Olsen, der tilsvarende også afviser at have optrådt støjende og fornærmende over for ordensmagten. Han fortalte sidste år i NORDJYSKE sin version af, hvordan han oplevede anholdelsen. - Det er første gang i dag, at jeg hører, at jeg skulle være kommet ud fra 1000fryd. Hvis jeg havde vidst, at de ville sige det, så havde jeg taget vidner med, der kunne fortælle, hvor og hvornår jeg opholdt mig i løbet af aftenen og natten, siger den 28-årige pædagogstuderende og venstrefløjsaktivist. Anholdelsen var i øvrigt så voldsom, at Michael Kvik Olsen fik et brud på venstre håndled. Han klagede over magtanvendelsen, men ifølge en 14 dage gammel afgørelse fra vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen var der ikke grundlag for at udtale kritik af betjentene. En afgørelse, som Michael Kvik Olsen overvejer at anke til Rigsadvokaten. Der afsiges dom i byretssagen mandag 27. oktober.