På æggeskal

GENERALISERINGER:Drabschefen for Københavns Politi, Ove Dahl, blev politianmeldt, da han efter en række grove hjemmerøverier, bankrøverier, mord og omfattende tyveri begået af rumænere konkluderede, at den rumænske kultur er skruppelløs. Udtalelsen blev straks anmeldt af et medlem af Det Radikale Venstre, som mente, at Dahls udtalelse var racistisk. Næsten samtidigt prydede Tøger Seidenfaden sin forside på Politiken med den grove og generaliserende påstand, at "danskerne er vilde med kokain". Denne gang faldt der ingen politianmeldelse fra venstrefløjen. Nogle gange ser det ud til, at vi danskere elsker at tale dårligt om os selv, mens vi går på æggeskaller for ikke at fornærme andre. Faktum er, at Danmark er et meget velfungerende land, og at danskerne er verdens lykkeligste og mest tillidsfulde mennesker. Vi har meget at være stolte af, og det behøver vi hverken undskylde for eller forsøge at skjule for andre.