På besøg hos folkets tavse mand

Når det kommer til ytringsfrihed, er Danmark historisk set langt bagefter Sverige, siger Hans Gammeltoft-Hansen - verdens længst siddende ombudsmand

KØBENHAVN:Væggene er fyldt med bøger, og bjælkerne hænger søvnigt lige over hovedhøjde. Uden for døren sidder sekretæren i et kontor, der samtidig fungerer som et rummeligt bibliotek med alskens tidsskrifter og fagbøger. Her, i en gammel købmandsgård i hjertet af København, holder Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, til. Det har han gjort siden januar 1987, hvor han forlod sit job som professor i procesret på Københavns Universitet for at blive manden, som sørger for, at borgerne ikke kommer i klemme i den store statsmaskine. Han behandler både klager fra borgerne og tager sager op selv, hvis der er mistanke om, at folk er blevet uretfærdigt behandlet af systemet. Stiftstidende har for nyligt beskrevet, hvordan ytringsfriheden bliver knægtet rundt omkring i det offentlige system, ved at medarbejdere, der udnytter deres ytringsfrihed får mundkurv på, bliver frosset ude eller ligefrem fyret. Et problem, som fagfolk mener, eksisterer i bedste velgående i dag. Det har Hans Gammeltoft-Hansen kun ét at sige til. Nemlig at Danmark traditionelt halter langt bagefter Sverige, når det gælder denne form for ytringsfrihed. - Sverige lovfæstede allerede principperne om ytringsfrihed i deres grundlov i 1700-tallet, mens vi først fik en grundlov langt senere, som tog hul på problemet. Derfor har de nok en anden kultur og en meget længere tradition for at håndhæve de her principper, siger han. I Sverige har man i dag en meget udførlig lovgivning til at beskytte ytringsfriheden. Blandt andet er det forbudt at prøve at opspore ophavsmanden til en lækage i det offentlige system, og det kan medføre straf at forsøge at give sine ansatte mundkurv på. I Danmark har vi kun grundlovens ord for, at alle har ret til at ytre sig. Derudover har ombudsmanden gennem sit årelange virke fastlagt en praksis, som siger, at alle må ytre sig om deres fag som privatperson, også uden at spørge sin arbejdsgiver om lov først. - Reglerne er der efter min mening intet i vejen med, men man kan spørge i hvilket omfang, at folk afholder sig fra at bruge dem, og det har jeg ingen mening om som ombudsmand. Jeg kan kun gøre mit til at sprede kendskabet til reglerne og forsøge at håndhæve dem, når der er anledning til det, siger Hans Gammeltoft-Hansen. Røsten der forsvandt Der er to grunde til, at ombudsmanden ikke ønsker at forholde sig til, om ytringsfriheden knægtes i Danmark. - Dels er det et begrænset antal sager, jeg kommer i kontakt med, og dels er det ikke min opgave at komme med politiske vurderinger af, om der bliver gjort nok, siger Gammeltoft-Hansen. Han forklarer, at en ombudsmand ikke forventes at komme med sine egne politiske meninger, med mindre Folketingets Retsudvalg - som samtidig er ombudsmandsudvalg - udtrykker ønske om at høre hans udlægning. Han har altså ironisk nok en form for mundkurv på, som dog er selvvalgt, fordi han vidste, at det ville følge med jobbet. Alligevel valgte han i 1987 at lægge sin kritiske røst på hylden for at fortsætte karrieren i ombudsmandsinsitutionen. Inden Gammeltoft-Hansen tiltrådte jobbet, var han en flittig debattør, både hvad angik retspolitik og udlændingepolitik. Tilbage i 1982 var han sågar med til at udforme en udlændingelov udenom den borgerlige regering. En lov, som siden er blevet kaldt Danmarks mest liberale udlændingelov. Senere prøvede den daværende justitsminister Erik Ninn Hansen (K) at stikke en kæp i hjulet for, at den humanistisk indstillede juraprofessor skulle udnævnes til ombudsmand. Men udnævnt blev han, og siden har det hørt til sjældenhederne, at den tværfløjtespillende ombudsmand har udtalt sig offentligt om politisk prægede spørgsmål. Undgå censur Fra flere sider har det været efterspurgt, at ombudsmandens praksis blev lavet om til egentlige lovregler à là i Sverige. Blandt andet arbejder SF på at omforme de svenske lovregler til et dansk forslag til efteråret, selvom signalerne fra de andre partier på forhånd har været kølige. Hans Gammeltoft-Hansen medgiver, at lovregler kunne være en af de strenge, man kan spille på for at holde ytringsfriheden i hævd. Sammen med uddannelse, offentlig debat og hans egen funktion, nemlig at slå ned på dem, der ser ud til at bryde reglerne. - Hvorvidt sanktioner virker præventivt, er noget man har diskuteret gennem meget lang tid. Men nogle - blandt andre svenske forskere - mener f.eks., at udtrykkelige lovregler er med til at påvirke folks vaner og dermed kulturen som sådan, siger ombudsmanden, som naturligvis ikke vil udtale sig om sin egen holdning til, om der er behov for lovgivning. - Hvis fagfolk peger på, at der er et problem, så kan man formode, at der i høj grad er tale om selvdisciplinering. Hvor folk overfortolker den loyalitet, som det samtidig forventes, at de har over for deres arbejdsgiver. Hvis det er tilfældet, så er det en kulturændring, der skal til. Hans Gammeltoft-Hansen kan samtidig godt forstå, at det kan være svært som arbejsgiver at skelne mellem loyalitetskravet og medarbejdernes krav på ytringsfrihed. - Når mine medarbejdere kommer og beder mig om at læse noget igennem, så siger jeg altid, at jeg kun vil gøre det som deres faglige kollega. Jeg kommer ikke med min egen vurdering af, om jeg er enig eller ej, for så ville det jo hurtigt kunne opfattes som en form for censur. Men det princip ville jeg nok ikke have understreget så stærkt, hvis det ikke var fordi, at jeg har siddet og arbejdet med disse sager, siger han og smiler venligt bag det tykke gråhvide hår og fuldskæg.