På besøg i centralkøkken

HIRTSHALS:Hvid kittel og ditto træsko var Dronning Margrethes beklædning, da hun besøgte Color Line Catering, hvor hun blev modtaget af direktør Jakob Jensen fra Color Line Danmark A/S. I det store centralkøkken så dronningen bl.a. produktion af madvarer til Color Lines mange færger. Og det der med påklædningen er særdeles vigtigt, for produktionen foregår i et meget sterilt miljø. Alle, der deltog i besøget, måtte i en hvid dragt, inden der var adgang til centralkøkkenet. Dronning Margrethe så bl.a, hvordan den fuldautomatiske stegelinje fungerede, pakkelinjen samt udskæring af kød i slagterafdelingen. Jakob Jensen bød på Årets Sild og Årets Snaps til regentparret, og gaverne var en glasbowle samt en klukflaske fra glasværket Hadeland i Norge. - Både historisk og kulturelt har der været gode forbindelser mellem Danmark og Norge, sagde Jakob Jensen. Vort rederi er også med til at knytte bånd mellem de to lande. - Christian VI etablerede i 1739 Det norske Kompagni, og i 1766 blev der lavet Nøstetangenglas på glasværket. - Både glasbowlen og klukflasken er tro kopier af de glasvarer, som blev formet dengang. Måske står der nogle orginale glasvarer fra 1700-tallet på de danske slotte, tilføjede Jakob Jensen. Årets Sildemarinør 2003 er kokken Hanne Olesen fra Color Line Catering. Dronningen fik endvidere et stort glas sild og en flaske bjesk af virksomheden, inden hun fortsatte til Nordsømuseet og Nordsøcentret, hvor hun atter mødtes med Prins Henrik.