På børnenes præmisser?

BESLUTNINGER:Når Kommunernes Landsforening (KL) holder børnetopmøde i Aalborg Kongres- & Kulturcenter 2. og 3. februar, vil FOA Aalborgs Pædagogiske sektor bøde politikerne velkommen til byen. Børnetopmødet foregår under overskriften "Børn på spring", og i KL mener man, at alle børn skal have mulighed for at springe sikkert ud i livet. Kommuner, familien og samfundet har alle et ansvar for at klæde børnene på til at have mod på livet og lyst til at springe ud i de mange udfordringer, de naturligt møder på deres vej. Sådan lyder oplægget til politikerne, og i FOA Aalborgs Pædagogiske Sektor er vi enige. Desværre er virkeligheden en anden. Lukkedage. Besparelser med reduktion i normeringerne på dagtilbuddene og afskedigelser af pædagogmedhjælpere/ pædagogiske assistenter, dagplejere, pædagoger og dagplejepædagoger med ca. 10 pct. i forhold til børnetallet, er skåret væk under den tidligere borgerlige regering. Alene inden for det sidste år fra 2010 -2011 har området mistet fire-fem pct. af personaletimerne på landsplan. Pædagogisk sektor i FOA Aalborg glæder sig over, at den nye S-R-SF regering samt Enhedslisten har afsat 500 mio. kr. til bedre normeringer. Det er en god begyndelse, men også kun en begyndelse for at børnene kan få den opmærksomhed, de fortjener og har behov for. FOA Aalborg mener, pædagogmedhjælpere/pædagogiske assistenter i første omgang skal tilgodeses, for de har været hårdest ramt af nedskæringerne. Det samme gælder dagplejepædagogerne. Særligt udsatte børn har været taberne under nedskæringerne. Derfor er der al mulig grund til at fokusere på netop dette område. Den kommunale dagpleje er stedet, hvor børnene for første gang møder udfordringerne som helt små. Her er de sikret professionel pleje og omsorg i et hjemligt miljø. Vi anser den kommunale dagpleje for at være et fremragende tilbud til de 0-2 årige, fordi børnene her bliver forberedt til en glidende overgang til institutionerne. Derfor har politikerne også her et ansvar for at styrke børnenes muligheder for den bedste start i livet. FOA Aalborgs pædagogiske sektor byder KL velkommen til Aalborg og håber, at politikerne træffer de helt rigtige beslutninger på børnenes præmisser. Det er i de første spæde år, kimen lægges til et langt sundt liv.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.