Bryggerier

På Christiania drikker de Thy

Den lille købmandsbutik på Christiania aftager tre procent af Thisted Bryghus samlede årsproduktion. Små 300.000 flasker øl bliver det til på et år

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hun er faktisk fra det nordjyske. Harmonikaspilleren Helga Jørgensen som sammen med sin savspillende makker Nina fik en pæn skilling i hatten oppe ved indgangen Prærieporten. Nu er det tid for en pauseøl foran legepladsen.

- Også en meget stor tak til vore mange samarbejdspartnere - vore venner på Christiania, Coop og danske ølentusiaster ... Christiania bliver altid behørigt takket på generalforsamlingen i Thyhallen, når bestyrelsesformand Ole Sørensen aflægger beretning i den fyldte Thy-hal. Og christianitterne er også altid inviteret med som hædersgæster. Og det er der en grund til. Den lille købmandsbutik på Christiania, “Indkøbscentralen”, i daglig tale aldrig kaldet andet end Indkøberen, aftager nemlig 3 procent af alt det øl, som bliver produceret på Thisted Bryghus. Tag jer sammen Mors Tre procent af 35.000 hektoliter bliver til 105.000 liter øl, og ganger du det med tre, får du ca. 300.000 flasker. Det gør Christiania til bryghusets største enkeltkunde, selv om detailhandelsvirksomheden Coop samlet set selvfølgelig aftager mere øl til sine Kvickly og Brugsen-afdelinger. - Godt gået af vores lille samfund herude, som samlet tæller 700-800 indbyggere. De må se at tage sig lidt sammen på Mors, mener Lange Finn, med det borgerlige efternavn Knudsen, som vi har sat i stævne i solen ude foran Indkøberen. Her leger hundene tagfat, og bagved er der gang i rutsjebanen anlagt på det gamle beskyttelsesrum, og foran på jernbanesvellebænken trænges fastboende christianitter og besøgende godtfolk med håndbajer i hånd, og ansigtet vendt mod solen. Lange Finn har været engageret i arbejdet med indkøbscentralen, stort set siden fristaden blev grundlagt i 1971. Indkøberen er stadens lokalbutik og fører et rigt udvalg af dagligdagsvarer. Her er brød, mælk, ost og pålæg til salg bag den solidt rødstensmurede købmandsdisk, der foroven er prydet med smukt poleret egetræ. Med udsigt ned i glasmontren. Her er også en række økologiske produkter - frugtsafter og selvfølgelig øl. Økologisk øl - Oprindelig købte vi vores øl hos Svanholm-kollektivet. Dengang var det Harboe-øl, men i 1995 begyndte vi at købe økologisk øl fra Thisted. Det blev også begyndelsen til vores venskab med Klemme, og efter nogle år spurgte vi, om han ikke havde lyst til at komme herover. Nu kigger han regelmæssigt ind og vi er blevet venner med ham, selv om det ikke sådan er lige at blive venner med ham, fortæller Lange Finn Der er sommervarmt på fristaden, og i modsætning til nede i Pusherstreet er der slående fredeligt her på bænken. I Pusherstreet dominerer hættetrøjeklædte typer med kamphunde, og der er masser af hjemmefremstillede skilte med “foto forbudt”, mens pladsen foran købmand giver frirum til barfodede piger, harmonikaspil og besøgende svenske gymnasieklasser, der er tilpas “förvånnad” over skuet og selvfølgelig også skal ind og ha’ sig en øl. Gerne en Thy-øl med logo. Christiania-etiketten - Sidste sommer fandt Klemme nemlig på at få fremstillet en speciel Christiania-etikette til det økologiske øl, vi køber. Rød og med de karakteristiske tre gule prikker har den for alvor sat gang i salget til besøgende og udenlandske turister, der skal have en ægte Christiania-souvenir med hjem, fortæller Lange Finn. Og byder samtidig på lokalt Christiani-øl. “Dyssedug” hedder den, opkaldt efter den store sten, som ligger ude på Dyssen, det oprindelige voldforsvarsværk som omgav den tidligere Bådmandsstræde Kaserne. Øllet bliver i dag brygget på licens på Refsvindinge på Fyn, og opskriften stammer fra den lokale ølklub Sirius, som brygmester Klemensen bistår som mentor med råd og vejledning. Ølklubben er opkaldt efter nattehimlens klareste stjerne i stjernebilledet Store Hund. Vi skåler og smager på øllet, pilsnerfrisk og tydeligt citrusagtigt er det en udmærket tørstslukker. - Når du først har prøvet at stå og presse 50 økologiske citroner ned i urten, så ved du noget om, hvad det kræver at håndbrygge, mener Lange Finn. Politiring om øllet Faktisk kan brygmester Peter Klemmensen egentlig tage æren og skrive en af ølklubbens bryg på sit brygge-cv. Det endte nemlig med, at han en kold novemberdag i 2005 måtte stå helt alene og brygge færdig ude på Christiania. - Vi havde fået fat i nogle kæmpegryder fra Den Grå Hal og havde inviteret Klemme til at komme og hjælpe os i vor herreklub W.C. Fields, der dengang havde adresse nede i Pusherstreet. Det var netop den dag, politiet havde bestemt sig for at lægge en jernring om gaden og kropsvisitere alle, og du kunne godt komme ud men ikke ind igen, så det endte med, at Klemme stod i røg og damp derinde og måtte brygge færdig helt alene, for vi andre fik ikke lov til at komme ind igen og hjælpe ham. - Det emmede og gjorde ved og fortættede sig derinde i klublokalet, og til sidst dryppede vandet fra loftet og ned på vore billardborde. Det var faktisk ren vandpolo, vi spillede i lang tid efter, for når du kørte en kugle henover den grønne filt, så stod vandet til alle sider. Finn tager sig en slurk. - Så den øl kom selvfølgelig til at hedde Politistouten. Den økologiske Christiania-øl er ikke tilsat hverken E326 eller antioxidant, men advarer på etiketten om, at den kan være tilsat holdninger. Og holdninger er der nok af her på svellebænken, hvor flere af lokale slet ikke har hørt, at en HA-prospekt smed en håndgranat hende på café Nemo. Det er svært at forestille sig et mere fredeligt sted, som Lange Finn sidder i solen og hilser goddag på kvinde som mand, hund som barn, der passerer forbi på vej til og fra indkøberen. - Du møder sikkert nogle, du kender. Det er som i resten af København - 60 til 70 procent er tilflyttede jyder, griner Lange Finn. Og spilleme om ikke selveste brygmester Klemensen pludselig dukker op. Han har dagen i forvejen, viser det sig, været en tur på Refsvindinge Bryggeriet for at komme med gode råd. Blandt andet for at forbedre Christiania-øllet, og nu er han smuttet en tur på Christiania, inden han skal hjem til Thisted. - Jeg kan vældig godt lide at komme her. Når solen skinner, er her dejligt, og det er Københavns bedste udendørsværtshus, lyder det fra Klemme. Og så når vi lige et par økologiske Christiania-øl til.