Fødevarer

På cykel ind i Himmelland

Sanserne kan beruses af sommeren på en af landesdelens nyeste turistmål.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gruset dæmper farten for de fleste på stenmelet. Men indtrykkene vælter ind og sætter ekstra fart på tankerne. Foto: Lars Pauli

Det er svært at tage livet helt alvorligt, når man cykler af sted med hjemmesmurt madpakke, himlen er blå som et barndomsminde, og tid ikke er noget man snakker om; det er noget, man har. Nordjylland har fået en stor, stilfærdig attraktion. Hvor Løgstørbanen før dunkede hundreder af tons hærdet stål henover sveller, fniser jorden nu nærmest af grus, når cykelturister prøver sig frem på Himmerlandsstien. Storheden er fysisk. 73 kilometer cykelsti, hvor biler kun undtagelsesvis kommer på tværs for tohjulede opdagelsesrejsende. 42 af kilometrene danner en slags rygrad i Vesthimmerland Kommune, hvor man mærker en pæn og stigende interesse for udflugtsmålet. Berusede sanser NORDJYSKE prøvekørte godt halvdelen af strækningen. Fra Østerbølle nord for Aalestrup til Aars, videre til Hornum og tilbage, fire en halv time i mageligt tempo med indlagt madpakke. Stien havde vi næsten for os selv, og fornemmelsen af at være langt udenfor hverdagen indfandt sig hurtigt, efterhånden som forhjulet knasede sig vej over gruset, og fugle fløjtede mere og mere sommer ind i ørerne. Oplevelser af reneste økologiske kvalitet står i kø foran sanserne. Gyldne marker, hviskende bladhæng, milde og skarpe dufte vokser frem og visner væk på øjeblikke. Verden i madpakken Det hedder Himmerland, men på sådan en dag er det som at cykle ind i et Himmelland, hvor berusede sanser flyver væk med en. Pludselig lige meget, at der er uforskammet langt til pyramider, eksotiske storbyer og brasilianske strande ligger langt fra budgettet og Nordjylland. Ved Østrup er der frokostplads - eller shelter, som det hedder på nudansk. Siddepladsen er dog tidløs, og det er forventningen, der stiger op fra det knitrende sølvpapir, også. Verden er med i madpakken. Kylling smurt med tzatziki i den ene bolle, italiensk skinke smurt med pesto i den anden. Duft for kræsne næser Den største lokale delikatesse kildrer i næsen. Duften af sommer krydret med lidt træ, græs og tør vind. En unik og yderst velafbalanceret delikatesse, som næsens gourmet'er kunne finde på at tumle jorden rundt efter. Tanken er syg, men så kommerciel at den må blive realiseret på et tidspunkt. En kok, der engang skal finde på noget nyt for at blive berømt, vil komme til Østrup med en trailer fuld af dåser. Med en let ombygget cykelpumpe fylder kokkefagets svar på Troldmandens Lærling dåserne en efter en med de pikante himmerlandske luftmolekyler, der bør ligne svale perler på en snor i et elektronmikroskop. Siden bliver dåserne hevet frem som unikt tilbehør til luksusmiddage i udlandet, hvor nyrige asiater sidder i kø for at smage eksotisk Europa. Rigmandens svære valg Hen over min madpakke ser jeg for mig en salig kineser med guldbriller på smilerynkerne udvælge dåseluft til sin garanteret danske svinekotelet. Tjeneren svinger et fingerbøl ind under rigmandsnæsen: - "Himmerland årgang 2008. Tør, med aromatiske strejf af gran, skovmyre og fløde." Et nyt fingerbøl med snif fra den våde sommer 2007 bydes frem: - "En af de mest frugtrige. Moden brombær, blød lakrids og halvrådden spindelvæv. En overvældelse af lungen med skandinavisk jords rigdom." Rigmanden vælger selvfølgelig begge dåser, afslutter måltidet med sin kulturs taknemlige ræb og smider tilfreds nogle 500-dollar-sedler foran den bukkende tjener. Et pitstop drop Nå. Dåse-minedrift af luften er trods alt stadig science fiction i Østrup. Jeg tager for nogle hundrede fremtidsdollar søk af den rige duft og finder atter cyklen frem. Aars er snart forude. På kanten til byen passerer stien et af de to futuristiske pitstop, der er på ruten. Det ligner noget, der er forladt, fordi arkitekten pludselig ikke kunne huske, hvad de skulle bruges til. Vi er hurtigt videre. Stop ved køledisk Efter 14 kilometers land ligner Aars en storby. I midten har den en stopklods, enhver sommercyklist kan forstå. Her ligger en Kvickly, en Fakta og i det fjerne en Aldi. Der må is og sodavand til samt ti minutters afsvaling ved kølediskene. Sanserne begynder også at ligne sig selv igen. Ingen kinesiske rigmænd synes at stå på lur for at hugge intime himmerlandske skatte bag de frosne stabler af mikromad og frostpizza. Udenfor skal man dog kun en kilometer længere ad stien, før byen igen åbner sig mod landet, og sanserne atter begynder at synge: - "Du himmerlandske sommer, vi elsker dig...".