EMNER

På danseferie i tangoens hjemland

Jørgen Peter Ærthøj og Tina Maagaard har lige svinget sig gennem tre romantiske uger i Argentina

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det handler om balance og det at dvæle i bevægelserne, gøre dem færdige – det er tango. I tango bestemmer manden. Det er en udfordring, og det giver spænding. Det er en ny rolle, og man skal finde sig selv, siger Tina.

Og en, to, højre, venstre, tilbage, frem, tilbage, ja, sådan! Nahuel Barsi er tangolærer, og han roser det danske par, der er til privatundervisning i tango. Midt i Buenos Aires. Der er varmt, men det er der ingen, der tager notits af. Stedet er fantastisk. På det flade tag af en gammel patricierejendom med udsigt til byens andre tage og kupler i et lille atelier med hård masonit på gulvet, let pudsede vægge og teglsten i loftet fem meter over. Fire dobbeltdøre forlener det simple rum med fordums elegance. Ud til gaden er væggen mansardskrå, dækket med æggehvide fyrretræsbrædder, rå og fugtskadede. Koncentrationen lyser ud af øjnene på elever og lærere, og de ænser end ikke, at der både er en journalist og en fotograf i det lille rum. Det handler om at komme ind til sjælen af tangoen og de mange trin og kombinationer, der hører til. I tango er det manden, der fører. Det er ham, der skal lede selv de simpleste trin, og det er hans ansvar at undgå kollisioner på dansegulvet. Det lykkes parret at gå helt rigtigt frem – og tilbage. - Flot, siger Maria José Grattarola, den kvindelige tangolærer. - I tango er gangen alt. At gå rigtigt er grundtrin i det hele, pointerer hun. I tango skal kvinden lære at være tålmodig med sin mand. Og at blive ført. - Det er de to ting, der nok er sværest at lære for den moderne kvinde, uanset hvor hun kommer fra, forklarer hun. Nye tangosko Det hele foregår i nyindkøbte tangosko, som man selvfølgelig skal have, hvis man mener noget med det. Og det gør 56-årige Jørgen Peter og 47-årige Tina, der selv om de bliver heglet igennem af virkelige tangoeksperter, også har overskud til at smile og grine. - Tango er bare sjovt, fastslår de, og det er tydeligt, at de mener det. Jørgen Peter Ærthøj er praktiserende læge i Svenstrup sammen med tre andre læger. Han har boet i Aalborg i mange år, hvor hans tre børn mellem 16 og 22 år er vokset op. Han pendler til og fra sin praksis i det nordjyske, fordi han for tre år siden mødte Tina Maagaard - og de bor nu sammen i Århus. Noget af det første, de gjorde som nye kærester, var at begynde at gå til tango hjemme i Danmark. Det blev de bidt af med det samme. - Det har jeg altid drømt om, så det var virkelig godt, at vi begyndte på det, siger Jørgen Peter Ærthøj. Tina Maagaard nikker, og hun er glad for at have en mand, der gider den slags. - Mange af mine veninder misunder mig, at han gider, siger hun med et grin. - Ja, her kan gamle mænd gøre sig. Ældre mænd er gode til tango her i Argentina, siger Jørgen Peter Ærthøj med et lige så stort grin. Det er tydeligt, at de er glade for hinanden og glade for at danse tango sammen. Tina Maagaard er udviklingschef i Kolding Kommune, men hun har lige fået nyt job fra 1. marts som områdechef i Børn- og Ungeforvaltningen i Århus Kommune. Hun har to sønner på 17 og 21 år. På tangohotel San Telmo er et af de mest originale og hippe kvarterer i Buenos Aires, og ud over kunst, design, kultur og tonsvis af antikviteter byder kvarteret på masser af tango. Det er også her, at Jørgen Peter og Tina bor på tangohotel. Eller tangoakademi, som stedet kalder sig selv. Mansion Dandy Royal hedder hotellet, der er dekoreret med tangokunst over det hele. Her hænger gamle tangomestre på væggene, og den største af dem alle, Carlos Gardel, hænger på hæderspladsen. Hotellet fandt de selv efter anbefaling fra andre tangodansere hjemme i Danmark. Det koster 1000 dollar for syv nætter på hotel pr. person. Ud over alle tangoheltene på væggene får man morgenmad, frokost, tangoundervisning hver dag i halvanden time samt betalt taxa og indgang til milongaer hver dag og en festaften med tangoshow. Samt transport til lufthavnen. En milonga er en slags åben danseaften, hvor man kommer for at danse tango. Det kan være indendørs og udendørs, med orkester eller til cd-musik. Her mødes folk i alle aldre, og man kan komme som par eller alene. Det er ikke som sådan et scorested, men mere folk, der bare elsker at danse tango. Og de ældre mænd har taget på de unge kvinder, må man sige efter at have overværet flere milongaer. Den meget stilrene, elegante og underspillede dans på disse milongaer skal man være godt hjemme i, for der er som oftest ikke ret meget plads på dansegulvet. Det kræver, at man kan danse tango med meget små bevægelser. At man har god teknik. - Det handler om balance og det at dvæle i bevægelserne, gøre dem færdige – det er tango. I tango bestemmer manden. Det er en udfordring, og det giver spænding. Det er en ny rolle, og man skal finde sig selv, siger Tina. Første ferie uden børn Jørgen Peter og Tina var til milonga næsten hver aften forskellige steder i Buenos Aires. Der er cirka 50 milongaer i hovedstaden hver eneste aften. Nogle er gratis, andre koster et beskedent beløb. På hotellet får man et kort over, hvor der er milongaer, og man kan selv vælge, hvor man vil hen. Og man bliver kørt derhen i taxa. Milongaerne har virkelig været en succes for Jørgen Peter og Tina. - Det er nemt at finde ud af, hvad der sker, og det er nemt at finde lærere, som vi har gjort et par gange. Det koster 150 pesos for en solotime (cirka 230 kr.), og det er billigt. Milongaerne er folkesjælen i tango, fordi folk virkelig kommer for at danse, siger de to danske tangoentusiaster. Det er første gang nogensinde, at de er på en længere ferie uden børn, og det nyder de. - Børnene synes alle fem, at det er fedt, at vi tager herover. Vi har begge rejst meget med vores børn, og det er første gang, vi er ude alene. Og det er skønt! De har altid drømt om at komme til Argentina. - Jeg boede i Balling som dreng, og naboens svoger kom fra Argentina, og han holdt tit argentinske grillfester. Det var vildt eksotisk, syntes jeg, siger Jørgen Peter. De har selv arrangeret rejsen, fundet det hele på nettet, inklusive tangohotel og tangopakke. Inden ugen med tango i Buenos Aires besøgte de vinområdet omkring Mendoza tæt på Andesbjergene, hvor de blandt andet river-raftede, og derefter besøgte de verdens største vandfald i Iguazu nær Brasilien. Sådan en tur på i alt 24 dage har kostet dem cirka 30.000 kr. pr. person alt i alt.