På ens vilkår?

EMNER 22. september 2011 06:00

MADANMELDELSER: Hver weekend har NORDJYSKE et indlæg i NORDJYSKE Weekend under overskriften "Gaflerne", hvor NORDJYSKE's journalister - på abonnenternes regning? - er ude og smage/bedømme restauranter i landsdelen. Således også 17.9., hvor journalist Hanne Overbye havde påtaget sig den hårde opgave, med at bedømme maden på Rold Storkros restaurant. Det synes jeg ærlig talt ikke, at hun slap ret godt fra. For det første bebrejder hun, at "Vi må lede lidt for at finde vores bord. Der er nemlig ingen tjenere i syne". Her ville de fleste andre nok vente på en tjener, som kunne vise, hvilket bord man havde? Det havde nok ikke taget flere dage! Så er det datterens mad, som pludseligt skal blandes ind i bedømmelsen. Hvorfor nu det, når det ikke sker i andre restaurantbedømmelser i NORDJYSKE? Er der nogen speciel grund, ud over at journalisten var sur over, at hun ikke mente, at hendes datter fik nok at spise? Her kan det måske også undre, at der vælges speciel børnemenu til en 11-årig, som vel ellers burde have lært at spise det meste. Min nevø og niece på 6 år spiser da det samme som de voksne, når de er med på restaurant. Det samme har deres storesøster på 10 år for øvrigt gjort i årevis. Når man kører et koncept som NORDJYSKE gør med "Gaflerne", så burde det vel køres ens for alle. Enten har man børnemenuer med i alle, eller også har man i ingen. Her vælger en småsnobbet journalist at lade det gå ud over en restaurant, at hendes datter ikke - efter hendes mening - fik det hun kunne spise... Det er ikke at køre det ens, for hvad med alle de andre restauranters børnemad? Hanne Overbye slutter med "Vi glæder os til at komme tilbage og få fuld valuta for pengene - alle sammen". Måske hun skulle lade os andre som nyder at komme der - også med børn - om det. Så kan hun selv gå på McDonald's med sin datter, og sørge for, at hun får rigeligt af den sunde mad. Rols Storkros mad er til mere end tre gafler, og det er synd, at den skal bedømmes ud fra et barn, som åbenbart kun har lært at spise pizza og pommes frites! Svar: Det er ikke sådan, at vi nu vil begynde at anmelde børnemenuer - kun når de spiller en rolle (positiv som negativ) for helhedsindtrykket, som det var tilfældet her. I øvrigt er det ikke første gang, at børnemenuer bliver omtalt i vore anmeldelser, omend det sker sjældent. Børnenes mad er altid for anmelderens egen regning. Redaktionen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...