På ferie fra Nordjylland

Lufthavnen holder skansen på charterfronten og satser på vækst på udenrigsflyvningerne

Der bliver igen i år rig mulighed for at komme sydpå direkte fra Aalborg Lufthavn - og endnu rigere muligheder end tidligere for at pakke sin ferie helt på egen hånd.Arkivfoto: Michael Bygballe

Der bliver igen i år rig mulighed for at komme sydpå direkte fra Aalborg Lufthavn - og endnu rigere muligheder end tidligere for at pakke sin ferie helt på egen hånd.Arkivfoto: Michael Bygballe

NORDJYLLAND:Sommeren ser godt ud set gennem de nordjyske charterferiebriller. Aalborg Lufthavn vil i sommeren 2010 have et lige så stort udbud af charterrejser som i 2009. Ligesom sidste år vil der til sommer være 18 ugentlige afgange sydpå, og oven i købet er der udsigt til, at endnu flere vælger at tage sydpå med afsæt i Aalborg Lufthavn. Til forskel fra 2009 vil der i sommermånederne være en række ugentlige ruteflyvninger til typiske feriedestinationer, hvor folk selv kan pakke deres sommerferie ved at købe flybillet og hotel hver for sig. Hvis vi kigger på, hvor turen kan gå hen i år, er det stort set samme steder som sidste år. Charterselskaberne satser først og fremmest på de sikre destinationer som Mallorca, Kreta, Bulgarien og Tyrkiet. Og det kommer ikke bag på lufthavnsdirektør Søren Svendsen. - Jeg tror, at alle charterselskaberne har haft et dårligt 2009, så selvfølgelig satser de på de sikre, siger han. - Hvis du kigger andre steder hen, er der heller ikke nogen, der kommer med eksperimenter og vil prøve noget nyt og vildt - de kører på det sikre. Og det kan vi sådan set godt lide. Vi vil gerne have nogle samarbejdspartnere, som kan få tingene til at køre rundt, fortsætter han. Rutefly giver muligheder Nyheder er det dog blevet til. Det er Firenze med Gislev Rejser, Tunesien med Star Tour, og at et par af de mindre aktører på markedet - takket være de nye ruteflyvninger - begynder at bruge Aalborg som afgangslufthavn. Det er nordjyske Best Travel, der via den nye Cimber Sterling-rute begynder at tilbyde rejser til Mallorca. Og det er århusianske Sun Tours, der har købt sæder på Cimber Sterlings afgang til Kreta. Sun Tours blev i sin tid bl.a. kendt for at transportere danskere til campingpladser i syden, hvor et telt stod klar til familien. Et koncept, det nu bliver muligt at afprøve fra Aalborg, da selskabet samarbejder med et par campingpladser på den græske ø. Men Sun Tours vil også sælge "almindelige" ture, hvor man bliver indkvarteret på hotel eller i lejlighed. Glade for Norditalien Søren Svendsen venter sig også en del af den nye Firenze-rute, som Gislev Rejser står bag. Den bliver næsten direkte, for flyveren tager en mellemlanding i Odense på vejen sydpå. - Den venter vi os en del af. Vi har spurgt dem, hvorfor de ikke flyver direkte til Firenze fra Aalborg, for vi har fået en del forespørgsler på netop Norditalien i lufthavnen. Det er et af de steder, hvor vi ikke tidligere har haft noget. Men de er jo baseret nede i Odense. Derfor vil de gerne lande der også, siger Søren Svendsen, der også er glad for, at man nu i højere grad kan opfylde folks ønsker om selv at pakke sommerferien. Norwegian åbner en rute til Mallorca og Cimber Sterling tre ruter til Mallorca, Kreta og Nice. Gør-det-selv-ferier - Personligt tror jeg, at der vil komme mere og mere af den slags, at det hele bliver mere og mere individuelt. Det tiltaler mange mennesker, at de selv finder en flybillet og et sted at bo, siger han. Og at der bliver to direkte ruteflyvninger til Mallorca, skal vi ikke være kede af. - To selskaber på samme destination er en kæmpe fordel for forbrugerne, for så bliver der konkurrence på prisen, siger Søren Svendsen.