På ferie midt i katastrofen

11. september stod jeg tidligt op, klokken var omkring seks. Det var min første dag i New York City og jeg sad i haven og nød min morgenkaffe - fyldt med forventninger til hvad de næste 10 dage ville bringe af ferieoplevelser. Sent aftenen før var jeg ankommet sammen med min søster Helen og hendes 16-årige datter Birgitte. Jeg har rejst meget, og det var bl.a. fjerde gang jeg skulle til USA. Normalt glæder jeg mig og er almindelig spændt, men denne gang havde jeg en underlig følelse af, at noget ville gå galt. Jeg gik så vidt, at jeg aftenen før afrejsen skrev et afskedsbrev til mine to døtre - noget jeg aldrig tidligere har gjort. Rejsen blev heller ikke særlig behagelig. l Billund blev vores flyplaner ændret pga. vejret, og da vi langt om længe fløj var vi udsat for en del turbulens. Efter ca. otte timers flyvning bekendtgjorde kaptajnen, at vi ville lande 10 minutter senere, og jeg så frem til en længe tiltrængt smøg. Der gik en halv time, og vi var stadig i luften, så kom der en ny meddelelse - der var ildebrand på den landingsbane, vi skulle bruge i Newark (meget betryggende, mon et fly var faldet ned)? Vi blev omdirigeret til Newburg, en militærlufthavn. Her holdt vi parkeret i en times tid uden videre forklaring. Senere funderede vi over om denne lille episode indikerede, at der allerede mandag aften var noget i gærde i Newark lufthavn. Omsider kunne vi komme afsted og lige før vi landede i New York så vi de to tvillingetårne. Vi fik igen et glimt af dem, da vi kørte i taxi gennem byen, Iykkeligt uvidende om, at ikke engang et døgn senere ville de være væk. Helen og Birgitte var nu også vågnet og sluttede sig til mig i haven. Vi hyggede os over morgenmaden, mens vi planlagde dagen. Vi boede i nærheden af Central Park og blev hurtigt enige om, at vi ville starte der og senere begive os down town. Solen strålede og temperaturen havde sneget sig op i nærheden af de 30 grader, da vi kl. ni begyndte, at gå mod Central Park. Parken er stor og selvom vi efter et par timer kun havde set en brøkdel af den besluttede vi, at det var nok for denne dag. På vej ud af parken mødte vi en bil med tændte sirener og BOMBSQUAT skrevet på siden af den. Vi hørte også andre sirener, men var overhovedet ikke foruroligede det var jo trods alt New York vi var kommet til. Da vi var kommet ud af parken, begyndte vi at gå mod down town. På en bænk sad et par fyre, og lige da vi havde passeret dem råbte den ene: "You are going the wrong way". Mens vi stadig gik, vendte jeg mig og kiggede spørgende på dem. Han gentog. Jeg rystede lidt på hovedet, og Helen og jeg snakkede om, at de da ikke skulle bestemme, hvor vi skulle hen, samtidig gik det op for os, at alle andre faktisk gik imod os, væk fra byen. Vi undrede vi os lidt over det, det var jo en ganske almindelig tirsdag, mon de skulle ind i parken for at spise deres frokost? Der var meget, vi skulle nå, så vi gik ufortrødent videre. Da vi var nået et stykke ind i byen, opdagede vi, at der stod en masse mennesker på det modsatte fortov og kiggede op på en storskærm, som var lige over os. Vi kunne naturligvis ikke selv se skærmen, men var også flintrende ligeglade, det var jo sikkert bare en eller anden baseballkamp. Vi rundede et hjørne, og Helen opdagede en kæmpestor sort sky dukke op bag nogle skyskrabere. Vi syntes, det virkede lidt underligt, at der skulle være et uvejr på vej i dette ellers så perfekte vejr, men vi kunne ikke lige komme på andre forklaringer. Vi havde bestemt os for at se nærmere på Chrysler-bygningen, så vi gik videre. Da vi nåede Grand Central var hele banegården spærret af og bevogtet af politiet. Jeg spurgte en kvindelig betjent om, hvad der foregik, og hun kiggede på mig med et mærkeligt udtryk i øjnene som sagde: "Ved du virkelig ikke det"? Min nysgerrighed var nu blevet vakt, og jeg spurgte en anden betjent. Han svarede blot: "Bomb... Bomb". Nå, sagde jeg henvendt til Helen - de har nok haft en bombetrussel på banegården. Vi besluttede at gå videre og så et sølle menneske i laser og dækket af et gråligt lagen. Det måtte være en hjemløs. Kort efter så vi nogle flere og kunne alligevel ikke helt få det til at stemme, men blev så enige om, at der måtte foregå noget teater i nærheden som de medvirkede i. Mens vi snoede os rundt om diverse afspærringer, skævede vi til den store mærkelige sky og undrede os over at den hang så lavt. Endelig nåede vi hen til Chrysler-bygningen, men opdagede at også den var politibevogtet. Vi lod som ingenting og forsøgte at gå ind. En af betjentene stoppede os og endnu engang spurgte jeg - denne gang måske lidt mere indtrængende om, hvad der foregik. Da han forstod, at vi virkelig ikke anede det, forklarede han os, at de to tvillingetårne lige var kollapset, at de mente der stadig kørte 54 bombebiler rundt i byen og at de i øvrigt ikke vidste, hvad der var på færde. Han rådede os til øjeblikkeligt at skynde os tilbage til vores hotel. Chokerede over nyheden begyndte vi at gå væk derfra, og jo mere vi tænkte på, at vi stadig var midt blandt skyskrabere og at vi ikke vidste, hvor og hvornår den næste bygning eventuelt ville falde, jo hurtigere gik vi. Helen og jeg snakkede om, at vi måtte se at få ringet hjem til Danmark. Vi stoppede ved hver en telefonautomat, men det var umuligt at komme igennem. Selvom vi havde travlt med at komme hjem, var jeg nødt til, at finde et toilet. Vi gik derfor ind på en cafe, og her som alle steder havde de et fjernsyn. Vi stod som forstenede og kiggede på det og for alvor gik det op for os, hvor slemt det i virkeligheden var. Vi skyndte os ud og videre, mens vi nærmest klamrede os til hinanden. Indimellem stoppede vi i nye forsøg på at ringe til Danmark. Birgitte tog det hele meget afslappet og mente i øvrigt ikke, at de hørte om det her derhjemme. Hun kunne ikke forstå, at det var så vigtigt at få fat i vores familier. Helen og jeg indså - og var faktisk glade for - at hun ikke fattede omfanget af hvilken katastrofe, hun var midt i. Heldigvis Iykkedes det omsider at komme igennem. På vejen hjem faldt puslespillet på plads for os. Bombsquatbilen i Central Park, fyrene på bænken, menneskene der gik imod os, storskærmen og mængden som stod og kiggede på, den mærkelige sky, betjentenes reaktioner ved banegården og menneskene dækket i aske. Vi snakkede om alle disse puslebrikker, som vi havde oplevet og fejlfortolket eller måske rettere forsøgt at finde en mulig og sandsynlig forklaring på. Hvordan vi havde set og talt om disse brudstykker, revet ud af deres sammenhæng og hvilket chok det var, at erfare helheden i al dens gru. Til vores undskyldning skal vores langsomme opfattelsesevne måske ses i Iyset af, at der hvor vi befandt os var der overhovedet ingen panik, folk gik faktisk stille og roligt. Vi lagde nu mærke til, at de havde travlt med mobiltelefonerne. Nu hvor vi vidste, hvad der var sket, virkede det hele meget surrealistisk. Hele byen vrimlede efterhånden af politi og soldater. Da vi hen mod aften nærmede os vandrerhjemmet, hvor vi boede, så kvarteret anderledes ud, end da vi tog afsted om morgenen. I hvert et kryds stod der op til 70 soldater, fire til fem på hvert hjørne. Jagerflyene fløj konstant, lavt og højt over os. Det var meget skræmmende, og jeg følte mig hensat til Anden Verdenskrig. Det kunne naturligvis ikke sammenlignes, men jeg tænkte meget på de historier, jeg havde fået fortalt af mine forældre som dengang boede i København. Min far (Jørgen Østerby) var aktiv i modstandsbevægelsen . Denne aften så vi selvfølgelig nyheder, men sad også meget i haven. Vi var nærmest lammede af frygt, i hvert fald var vi meget stille, tankerne for rundt og vi kunne ikke, som man normalt gør, snakke om eventuelle løsninger på vores nye situation. Ingen vidste jo egentlig noget. Det eneste, vi kunne sige, var. "Hvad nu hvis - det og det? Var krigen virkelig brudt ud? Kom vi aldrig hjem - og i så fald hvornår? Skulle jeg ikke se mine børn igen? Jeg var lige blevet mormor, skulle jeg ikke have lov til, at se mit barnebarn vokse op"? Vi gik så vidt som til at snakke om, at vi måtte kunne gå op til Canada og så sejle til Grønland! Jeg sov ikke særlig godt denne nat og mange af de følgende nætter. Ved hver en Iyd og især ved Iyden af en sirene lå jeg og holdt vejret. Tankerne kredsede, og selvom vi ikke var blevet ofre i tvillingetårnene, var vi jo ikke hjemme endnu. Vi vidste ikke, hvad det næste blev, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg mon havde skrevet det afskedsbrev til mine døtre. Resten af ferien var selvfølgelig præget af den militære undtagelsestilstand. I begyndelsen var alle Manhattans seværdigheder lukkede og ligeledes var Manhattan, så vi kunne ikke komme ud derfra. Vi kunne heller ikke holde tanken ud om blot at sidde på vandrerhjemmet, så vi vovede os ud i byen. Vi så mennesker gå og græde på gaden. Vi mærkede lugten af røgen, og vi måtte af og til dække vores luftveje med et klæde, flere gik rundt med masker. Min blodtype er 0 rhesus negativ, hvilket jeg ved er velegnet til alle i nødsituationer, så jeg forsøgte, at donere en portion blod, men det Iykkedes desværre ikke. Allerede torsdag blev Manhattan delvis åbnet. Vi havde i forvejen planlagt at tage ud på Long Island, hvor jeg 24 år tidligere havde været aupair, og vi trængte meget til at se noget andet. Usikkerheden lurede dog hele tiden - fik vi nu lov til at komme ind til Manhattan igen. Vi tog chancen. Efter en dejlig dag på Long Island tog vi toget tilbage. Vi havde hørt rygter om, at et andet tog var blevet bordet af nogle terrorrister, så da toget pludselig standsede lige før New York City blev vi betænkelige. Vi blev oplyst om, at vi måske skulle skifte, men skulle afvente yderligere instruktion, al lyset gik ud. Kort efter tændtes det igen, og der blev sagt, at vi alligevel ikke skulle skifte. Vi kørte langsomt et lille stykke, hvorefer toget atter standsede, igen blev det totalt mørkelagt, vi kunne skimte vores medpassagerer, og det var skræmmende, at se rædslen malet i amerikanernes ansigter, dem som var vant til at færdes i disse tog. Alle sad stive af skræk, og ingen sagde noget. Efter en tid som føltes meget lang, tændtes lyset og toget satte sig i bevægelse. Faktisk lettede over igen at være på Manhattan begyndte vi at gå hjem. Vi købte en kop kaffe, som vi gik og drak på vejen. Pludselig lød der et stort brag. Helen satte stille og roligt sin kaffekop ned på vejen og sprang så ellers i fuldt firspring ind bag nogle taxier på en holdeplads. Jeg satte mig blot ned på hug, og Birgitte løb lidt fremad. Det viste sig, at det bare var et af taxiernes batterier, som var sprunget i luften. Vi skreg af grin af os selv og vores paranoide opførsel. I det hele taget udviklede vi vores galgenhumor gevaldigt i disse dage. Vores ferie blev selvfølgelig ikke som forventet, men vi fik mange anderledes og egentlige også meget smukke oplevelser. En aften var der fra vandrerhjemmet arrangeret en mindeaften. Da vi i receptionen havde fået udleveret vores stearinlys, spillede de John Lennons "Imagine". Herefter gik vi i samlet flok et par gader væk, hvor vi samledes med andre grupper. En præst holdt tale, nogle råbte savnede op, hvide fredsduer blev sluppet løs og der blev sunget "We shall overcome". En meget stemningsfyldt aften. Vi havde før rejsen aftalt, at vi gerne ville opleve en gospelgudstjeneste i Harlem. Den blev i sagens natur helt fantastisk, vi blev velsignet utallige gange og også vores flytur hjem blev velsignet. Det skulle nok virke beroligende, men jeg følte nærmest, det havde den modsatte effekt. Var det virkelig nødvendigt at velsigne den? Tænkte igen på afskedsbrevet og erkendte, at jeg endnu ikke var hjemme i god behold. Denne angst for ikke at komme hjem var altoverskyggende. Som det også har været nævnt i medierne var New York'erne meget ændret i deres adfærd. Jeg har boet både på østkysten og i det vestlige Californien og foretrak helt klart Californien bl.a. p.g.a. befolkningens mentalitet, men grundet den skelsættende begivenhed var menneskene utroligt åbne og meget vedkommende. Det vil være for omfattende, at beskrive alle vores små oplevelser og tanker, men man må forstå at vi hele tiden blev bombarderet med nye oplysninger og mere eller mindre løse rygter. F.eks. får man lige pludselig at vide, at terrorristerne har forurenet drikkevandet med farlige bakterier som et led i en biologisk krigsførelse, og fluks hældte vi vores kaffe ud, som vi ellers efter timers spadseren havde glædet os til og stod og nød. Endelig blev lufttrafikken nogenlunde normaliseret, og Iykkelige var vi, da vi fik vores fly bekræftet. For første gang dopede jeg mig selv med nervepiller og sørgede for at sidde med et våben, en kuglepen (jeg kunne vel prikke et øje ud med den). Alt gik dog glat bortset fra, at de tog min kuffert til side til ekstra undersøgelse for bomber. Jeg fik den eftersendt et par dage efter og sluttede at det måtte være den Iyserød porcelænssparegris, jeg havde købt til mit dejlige barnebarn, Phoebe. I tiden, der fulgte, var jeg meget påvirket af hele situationen og fulgte angrebet mod Afghanistan med stor interesse. Hele mit verdensbillede er ændret, og jeg håber blot, at danskerne er kloge nok til at se de farer, der lurer og modige nok til at blive ved med bl.a. at støtte USA i kampen mod terroristerne. På det personlige plan har jeg det stadig sådan, at når der kommer et lavtgående fly, dukker jeg mig, næsten fysisk, men i hvert fald i mental forstand. Jeg tænker straks New York og har de samme angste følelser, som da jeg var der.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...