På fisketur med tante næsten uden at fjante

Fjorden rundt efter en klat snask og en enkelt søstjerne

Naturvidenskab 15. september 2002 08:00

Bilen er pakket med forventninger. Christina skal for første gang med på Mariager Fjord for at fange ørreder. Grejet er lånt, men det kniber med de ekstra røjsere, så hun drager af i lyserøde damesandaler, uldsokker og fiskebukser. Det blæser for en gangs skyld, og jeg holder foredrag om, at det stort set er det eneste, der kan redde fjorden fra endnu engang at vende bunden i vejret. De kølige septembernætter er også gode, men ellers ser det ud til, at sommeren i Danmark bare fortsætter og forstætter og det samme gør den evig bekymring for vort sårbare vandmiljø. Vi kæmper os gennem krat og over hegn ned til engen nedenfor Låenhus, blot for at konstatere, at her har der været en pletvis bundvending, og inden vi får vendt, vælter en byge ned over os. Christina må forcere skrænterne i de lyserøde i bedste sildebenstaktik som stod hun på ski i norske fjelde, men hun griner højt, morer sig inderligt over, at den slags åbenbart også hører til begrebet fisketur med tante. Tilbage ved indhegningen - formentlig en til et par velvoksne tyre - skal det høje elektriske hegn forceres for anden gang. Men er der strøm i? spørger Christina og tester samtidig med en regnvåd næve. Jo, der er, skriger hun og hjertet hopper tre takter over. Nu tør hun ikke springe over. Sæt, jeg rammer det en gang til. Et - nu kommer tyren, hjælper heller ikke. Først da hun finder et træ, der hænger ind over hegnet, kan hun få fat i en gren og som Tarzan og med et hyl, der ligner svinge sig i en elegant bue over hegnet uden at blive ramt af strømmen. Mens jeg smider det meste af det våde kluns, kommer en familie kørende forbi på grusvejen. En ungersvend med fregner trykker næsen skæv på ruden. - Så du, hvor han gloede, griner Christina, der hurtigt er hoppet i tørvejr i bilen. Snøre og tørresnor Næste stop bliver Høllet, hvor vi rigger til med blå blink for enden af snøren og tørresnor for enden af bilen. - Hvorfor får jeg ingen fisk, spørger Christina, der for hvert forsøg optimerer sin kastestil, men nu har hun altså også lånt min bedste stang, mens jeg bruger en stiv, kort sag. Næsten som i golf, vi spiller med handicaps på lige fod, og efter en times tid står vi helt lige. Ingen af os har fanget noget som helst. Vi flytter til en lille vig lige før Stinesminde, skifter agn og bliver pludselig "angrebet" af en traktor, en båd på slæb og en flok råbende mænd. - Flyt bilen, lyder meldingen, og vi kan godt se, der er et problem. Båden skal i vandet, og det skal være lige her. De råber og griner en hel del, men det er svært at høre, hvad de siger, for traktoren larmer, men ud kommer båden med alle mand, undtagen ham, der bakker med traktoren. Båden kobles af, og så op på land igen med den gamle trailer, der lavet af bunden af en lastbil, men kras og bang. Det ene hjul falder af, og manden stopper traktoren. Flink fyr, og sikke en redelighed. Han vidste, at det ikke var så godt med de lejer, men båden har de bakset med i fire måneder, og den sejler derude med de andre - som en drøm. Indtil den går i stå, og manden ikke kan finde sin mobil og ringe og høre, om det er godt eller skidt. Vi får en hyggelig sludder om fjord, børn, natur og fisk og bakser det havarerede hjul ind i på lavt vand i vore waders. - Sjov fyr, først troede jeg, han var rigtig sur, men han var jo vældig flink, meddeler Christina, og vi gør klar til frokost. Tænder op under kedlen til te, finder brød og pålæg frem i solskin og får en ny byge i nakken. Mens vi flytter fugtig frokost ind i bilen, driver røgen fra kedlen lige i hovedet på os. Da vi tygger færdig, skinner solen igen. Vi flytter til nyt sted ved Bilfragmenteringen. - God mole, mener Christina og kaster og kaster, mens jeg mere ser mig lidt omkring. Vandet er ikke pænt, lugter lidt af svovl, men der er hundestejler inde i det gamle skibsvrag, så der er da både liv og håb, men ingen fisk. God slat snask - Nu kører vi sgu ud til Havnø, melder jeg, og vi pakker sammen. Derude er der ikke en sjæl. Der står efterladt en bøtte med børsteorm. Tænk, folk har bare efterladt dem, så må fiskeriet da være enormt skidt, og det er det også. - Jeg kan altså næsten ikke kaste ud imod vínden, melder Christina lidt usikkert balancerende i de lyserøde sandaler på molestenene. Hun fanger en god klat snask, og vi bliver enige om, at vi må helt ud til havet, så har vi da prøvet det hele. - Jeg fatter det altså ikke. Jeg fisker og fisker, skifter agn og prøver og prøver. Jeg ønsker mig sådan at få en fisk. Hvorfor fanger jeg så ikke noget, kommer den bebrejdende melding fra min søde niece, der er vant til, at udbytte følger indsats. - Jamen, sådan er det altså ikke i fiskeri. Intet er sikkert, og i øvrigt er enhver havørred en flidspræmie, understreger jeg. Ude ved Als Odde kæmper hun videre. Kast efter kast, mens jeg kikker på skyer, små rejer, træder på en skrubbe, tager et par kast, tænker lidt på multer og på, om fjorden nu kan holde til denne varme eftersommer. Et glædeshyl fra molen fortæller, at der er sket noget, og det er der også. Christina har endelig fanget noget. Det ser ud om om hun kæmper. Nu piller hun noget af krogen, lægger det på molen. Det er vist ikke så stort, men jeg lunter indad alligevel. - Se, se, en søstjerne, er den ikke flot, siger hun og stråler omkap med sensommersolens sene stråler over de tøjrede både ved de små træbroer. Jo, den er sandelig flot, siger jeg men anbefaler, at vi sætter den ud igen., da ingen af os alligevel vil spise den. Apopros spise, så skulle vi jo lave mad over bål. Ørred med tilbehør, og hvis det skulle gå galt, dåseboller med tilbehør, men Christina er blevet træt. Et opkald på mobilen. Jo, han har røget købelaks og spagetti med en god rødvin til derhjemme. - Skal vi ikke køre? spørger Christina, og det gør vi så.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...