Nordkorea

På folkegrådens rand

Leder Magtskiftet fra far til søn i Nordkorea forbedrer næppe det forarmede folks situation ...

Nordkoreanerne "skulle eje millioner, hvis tårer var guld". Men i Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som landet officielt hedder, ejer næsten alle anslåede 23 millioner nordkoreanere intet - ikke engang håbet om bare små forbedringer, efter at Den Kære Leder Kim Jong-il har forladt denne jord, og Den Store Efterfølger, sønnen Kim Jong-un, har overtaget hånd- og halsretten over de forarmede undersåtter, der har al mulig grund til at græde. Men "folkegråden" da? De statskontrollerede tv-billeder viser i tusindvis af nordkoreanere, der har grædt som pisket de seneste to uger efter Kim Jong-ils død. Og pisket er lige netop, hvad nordkoreanerne bliver - i mange tilfælde sikkert i helt bogstavelig betydning - og er blevet uafladeligt, siden faderen, Kim Il-sung oprettede staten i 1947 med lidt hjælp fra sine kommunistiske sovjetiske venner. Den Store Efterfølger, Kim Jong-un, er det fysiske billede på en velnæret magtelite, der lever i usandsynlig luksus, mens millioner af landsmænd sulter og børn i hobetal dør af underernæring. Nordkorea er verdens mest lukkede land, så det er kun ganske få ikke-kontrollerede nyheder, der slipper ud, men de få udslip består af rædselsberetninger om en undertrykkelse så gruopvækkende, at der helt tydeligt ingen modstand er mod regimet og ingen folkelig viden om verden uden for folkerepublikken. Nordkorea befinder sig i et limbo - katolsk udtryk for at være på kanten af helvede - og har gjort det i årevis. Nu er magtforholdet oven i købet flydende i landet, der har atompotentiale, og det kan vare længe, op til et par år, inden omverdenen ved, om Kim Jong-un har befæstet sin magt - og hvad han så vil. Faderen konfronterede konstant Vesten, men nu er det internationale samfund nødt til at vente, mens det holder vejret. Kim Jong-un har boet en periode i Vesten - kan og vil han bekæmpe sit folks tragedie? Kan, vil og tør han åbne sit land bare en smule? Håbet beskæmmer ingen, men desværre ligner det fortsat mismodets vinter på katastrofen og folkegrådens rand.