På fremmed grund

Uddannelse 8. september 2002 08:00

11. september var for mig - som vel for alle mennesker, en dag, jeg aldrig glemmer. Jeg var rimelig langt fra begivenhedernes centrum, men alligevel tættere på end de fleste danskere. I forbindelse med mit studie på AAU havde jeg nemlig ansøgt om og fået bevilget at læse et semester på et canadisk universitet, nærmere betegnet et universitet i Montreal. Montreal ligger ca. seks timers kørsel nord for New York. Jeg ankom til Canada i slutningen af august og havde travlt med at få fundet et sted at bo og lære byen at kende inden studiestart primo september. Efter at have fundet et sted at bo, kunne jeg så småt begynde at få en hverdag til at fungere, og 11. september startede som en ganske normal dag. Den sædvanlige morgenrutine med bad, morgenmad osv. inden turen gik til forelæsning på universitetet. Forelæsningen skulle starte kl. 12.00 (kl. 18.00 dansk tid). På vej til jeg universitetet mødte jeg et par studiekammerater fra AAU, som skulle læse de samme fag som jeg på universitetet. Da ingen af os havde set tv eller hørt radio, gik vi ind til forelæsningen lykkeligt uvidende om, hvad der var sket tre timer forinden. Vores professor startede forelæsningen med at skrive en dagsorden op på tavlen. Jeg tror, at han skrev fem-seks punkter op, men jeg kan kun huske punkt et, som hed "Attack on World Trade Center". Jeg undrede mig over dette punkt, da det jo intet havde med dagens tekst at gøre, men jeg fandt jo hurtigt ud af, at det her var ramme alvor, og at det var noget ganske ubegribeligt, der var sket. Det var utroligt underligt, at noget så skelsættende var sket, og at jeg havde gået i tre timer uden at vide det mindste. Hele forelæsningen kom til at dreje sig om angrebene, og diskussionen foregik i en stemning af chok og forfærdelse. I og med at Montreal ligger så tæt på New York har stort set alle i byen familie og/eller venner i New York, som de naturligvis var bekymrede for og havde svært ved at komme i kontakt med, da telefonlinjerne var brudt ned. Efter forelæsningen fik jeg travlt med at sende e-mails og ringe hjem og fortælle, at jeg var ok. Et par dage inden havde jeg nemlig sendt mail hjem til venner og familie og fortalt, at vi regnede med snart at tage en smuttur til New York, så der er ingen tvivl om, at der var bekymrede miner hjemme. Jeg snakkede med min svoger, som fortalte, at de i tv havde sagt, at ca. 70.000 mennesker dagligt kom i WTC, og det var nok først der, at jeg for alvor indså omfanget af det, der var sket. Jeg havde aldrig før været i Nordamerika og havde egentligt ikke den store ide om, hvilket enormt bygningsværk WTC var, og hvor mange mennesker, der kom der. Efter at have beroliget hjemmefronten havde vi tre fra AAU egentligt hver især planer for resten af dagen. Der skulle læses til kommende forelæsninger, der skulle dyrkes noget sport m.m., men da en kammerat tilbød, at vi kunne tage ud til hans hus for at se CNN, blev alles kalendere hurtigt ryddet. Der skulle billeder til for at forstå, hvad der var sket. Mange af klippene på CNN blev vist gentagne gange, men de blev set med lige stor interesse hver gang. At se et fly fyldt med passagerer flyve ind i en af verdens største bygninger med fuldt overlæg, kan man ikke fatte ved bare at se det en eller to gange. Jeg tror egentligt ikke helt, at man fatter det, selv om man ser det 50 gange. En sådan kynisme fatter man ikke. Jeg tror, at vi sad og så CNN fem-seks timer, inden turen gik hjemad. På vej hjemad blev ekstraudgaver af The Gazette (dagblad i Montreal) med billeder af terrorhandlingen uddelt. Jeg tog naturligvis avisen med hjem. Da jeg stod op 12. september var avisen den samme, men verden var ændret. Det var ikke et mareridt, jeg havde haft.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...