På glat is i Løgstør

Skøjtebane anlagt i Limfjordsbyen

Så er det bare om at få spændt skøjterne i Løgstør - byen har nemlig fået en ny skøjtebane ved Løgstør Hallerne. Det er en flok frivillige i byen, der har anlagt en skøjtebane på hallernes p-plads. Det er Henrik Christensen, Løgstør, ansat ved Park & Vej i Vesthimmerlands Kommune, der er initiativtager til skøjtebanen. Sammen med Egon Kristensen og Leif Dahl har han anlagt skøjtebanen, mens to lokale virksomheder - Oudrup Stenleje og Murerfirmaet Henriksen & Madsen - har sørget for sand til at afgrænse skøjtesøen, der fik flere omgange vand og hurtig frøs til is i det hundekolde vintervejr. Henrik Christensen, der også er øverste ansvarlig for snerydningen i Vesthimmerlands kommune, har nu to heste at spille på, når han sidder og kigger vejrudsigten. - Hvis frostvejret fortsætter, så er det godt for ungernes skøjtebane, og skulle de begynde at tø, ja, så er det godt for kommunens vinterbudget, siger han.