På guldkurs i høj fart

Dennis Vestergaard Larsen fra Try har en reel chance for at vinde DM i rallycross.

Jakob Frey Ahrentzen
den hvide Peugeot 106 er Dennis Vestergaard Larsens bil. Han håber den er i top stand på lørdag, hvor han skal forsøge at vinde danmarksmesterskabet i rallycross. Privatfoto
Naturvidenskab 9. september 2008 06:00

Når der næste weekend køres sidste af i alt otte runder i DM i rallycross, ligger 18-årige Dennis Vestergaard Larsen fra Try på en solid andenplads. Hjemme i stuen funkler ni pokaler, som alle er vundet i år. De tæller både guld, sølv og bronze. Og hvis alt går vel på lørdag, kan han nappe førstepladsen og dermed kalde sig danmarksmester i rallycross. - Jeg har da i lang tid tænkt på, at det kunne være sjovt at blive danmarksmester. Her op til løbet er jeg da lidt nervøs, og tænker på om bilen holder. Og så er det jo første gang jeg er med så langt fremme i klasse 5, siger han. Klasse 5 er for standardbiler. Det er typisk almindelige gadebiler, som bliver bygget om. Der skal blandt andet monteres styrtbøjler og en sikkerhedssele, der fastgøres seks steder. Dennis kører i en Peugeot 106 GTI. Det er hans egen bil, og den blev bygget op i løbet af foråret, for at være klar til sæsonens løb. Privat kører Dennis faktisk også i en Peugeot 106. Og netop standardbiler hører til Dennis' foretrukne. - Noget af det rigtig spændende ved at køre standardbil er, at bilerne er ens. De kan ikke tunes på samme måde som i nogle af de andre klasser, siger han. For at vinde på lørdag skal Dennis køre godt. Men andre faktorer, som vejret og de andres resultater, kan også komme til at spille en rolle. - Jeg håber faktisk det bliver regnvejr. For jeg elsker at køre i regn, og det kræver mere. Så er der også større chance for, at de ander laver kørefejl, fortæller Dennis. Han pointerer også, at der er mange gode kørere i Danmark. - Det er en fordel at køre mod de bedste. For så kan jeg presse mig selv til at køre bedre, siger Dennis. For at tage førstepladsen kræver det, foruden at vinde løbet, at konkurrenten Michael Rolighed fra Hobro slutter på en fjerdeplads eller derunder. Der stiller 16 biler op til finalen, som bliver afviklet på Nysumbanen ved Hobro.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...