På gyngende grund ...

Tollestrup Mose er mindst et par tusinde år gammel - og er et overset udflugtsmål blandt nordjyderne.

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En flok venlige kvier følger på vej til mosen.

Når man slår op i ordbøgerne over faste vendinger, betyder udtrykket "på gyngende grund", at nogen er i en usikker situation. Dermed passer vendingen af to årsager ganske godt på Tollestrup Mose. Dels gynger undergrunden ganske som den bør i en mose, når man hopper op og ned, og dels er markeringerne af de to stier, der angiveligt skulle være i mosen, ikke helt nemme at følge. Den ene er vist ikke-eksisterende, mens den anden kan findes, hvis man virkelig er indstillet på det og i øvrigt ikke er bange for at fare en anelse vild. Når det er sagt er Tollestrup Mose alligevel en naturoplevelse, der er værd at køre efter. Den ene sti, som er lidt over tre kilometer lang, kan findes med lidt god vilje, og er man først på rette spor, fører den gennem en mark med nysgerrige kvier, fugtig mose med lav bevoksning, skov, mark og selve Tollestrup by. Hvis man giver sig god tid tager turen godt halvanden time, og undervejs kan man se et utal af fuglearter, råvildt og en frodig vegetation, der byder på mange arter, som kun findes netop i fugtige områder. Nysgerrige kvier Turen tager sin begyndelse ved Orla Nielsens gård på Mosevej. Orla Nielsen ejer godt 18 hektar af den omkring 28 hektar store mose. Jorden har han opkøbt gennem en lang årrække med det ene formål, at mosen skal bevares, som den er. Først går man ad en lille markvej ned til en mark med kvier, der venligt hilser på, når man går ind på marken. Kvierne skal lige se de nyankomne an, og følger da også høfligt på vej ned til mosen - nysgerrige som de er. Før når jorden for alvor bliver sumpet, stopper de firebenede og lader de tobenede om at sjokke gennem mudderet og den stadigt mere gyngende grund. Hist hvor marken stopper, tager den lave mose-bevoksning fat. Med pil, birk, bævreasp og røn. Og sumpet mosegrund, hvor det lønner sig at gå på tuerne - og have gummistøvler på. Skulle en og anden have hørt noget om moser og kviksand og den slags, kan de godt tænke om igen. - Der er ikke kviksand og man kan ikke blive suget ned i Tollestrup Mose ... men man kan selvfølgelig synke i og blive våd, hvor der er sumpet, siger tidligere naturvejleder i Hjørring Kommune, Jørgen Stubgaard, som viser vej rundt i mosen. Gammel offermose Selv om Tollestrup Mose ikke er stor, lukker landskabet sig alligevel om de besøgende. Den lave bevoksning giver læ, og de mange fugles kvidren høres tydeligt - ligesom de mange myg, der i øjeblikket er ved at blive udklækket, vil kunne høres og mærkes om ganske kort tid. Under den gyngende overflade gemmer sig mange oldtidsminder - bl.a. i skikkelse af menneskeknogler. Første gang man fandt menneskerester, var i forbindelse med tørvegravning i 1938, hvor der blev fundet et kvindekranium. Siden er der flere gange fundet rester af menneskeofringer fra jernalderen, der var fra omkring 400 år før Kristi fødsel og til omkring år 1000. Om der udelukkende er tale om menneskeofringer, er usikkert, idet en gammel germansk lov fra omkring år 600 sagde, at "hvis en gift kone forskyder en mand til hvem hun er lovformeligt bundet, skal hun dø i en mose". Der kan med andre ord være tale om kvinder, der er druknet i mosen på grund af ægteskabelige problemer, hvilket man passende kan fundere lidt over, mens man balancerer på tuerne for at undgå våde tæer. Synlig sti gennem mosen Det er ikke svært at finde stien gennem selve Tollestrup Mose. Den er nogenlunde godt afmærket, og det ses, at frivillige fra Dansk Naturfredningsforening klipper vegetationen en gang om året. Om en måneds tid vil stien givetvis lukke til i frodig bevoksning - den bliver formentligt ikke mere farbar end den er netop nu. På den nordlige side af mosen går man østpå langs en mark indtil man når et lille skovområde. Her fører stien skråt mod sydøst og er kun synlig for det meget trænede øje. Hist og pist er der markeret en gul klat på træernes bark, mens dels sidder klatterne i knap to meters højde og altså over det normale synsfelt og dels er farven så falmet, at klatterne er svære at få øje på. Skovens størrelse gør dog, at det ikke bliver farligt, og søger man mod øst, rammer man en dyb, nygravet grøft, som man blot skal følge mod syd - her rammer man stien, som atter bliver tydelig og fører mod Tollestrup by. Tid til nattergalen Den kommende måneds tid skulle man også kunne høre nattergalehannerne blære sig overfor hunnerne. Faktisk har Tollestrup Mose en pæn bestand af nattergale, som ankommer til deres ynglepladser fra Afrika netop i denne tid. - Det er egnens bedste nattergalemose - og noget af det nordligste, vi kan opleve nattergale i Danmark, siger Jørgen Stubgaard, som har været guide på et utal af ture i mosen. Og stadig færdes der med stor fornøjelse. - 7. juni 2008 talte jeg op til 13 syngende nattergale på én tur, siger Jørgen Stubgaard. Hvis man selv vil opleve de syngende nattergale, er det netop i disse dage, de begynder at komme sydfra. Fra midten af maj til midten af juni lander de små fugle, og i den første tid synger de både om dagen og om aftenen. Senere bliver de mere stille og passer deres afkom. Gamle dage i mosen Turen slutter hvor den tog sin begyndelse - ved Orla Nielsens gård. Her har han boet siden 1961 og beretter gerne om svundne tiders tørvegravning i mosen - ganske som han har gjort det under tidligere guidede ture i Tollestrup Mose. - Jeg vendte tørv i mosen sammen med mine søskende - vi fik 35 øre for hver 1000 og kunne vende omkring 20.000 på en formiddag. Så tog vi til Tollestrup og købte en is, fortæller han om sin barndom i mosen. I det daglig kommer der ingen besøgende til Tollestrup Mose. Kun når Dansk Naturfredningsforening arrangerer ture med guide, strømmer folk til - men de er nu også velkomne til daglig. Orla Nielsen er kun glad, hvis nogen nyder mosens fugtige natur. Og man behøver ikke meddele sin ankomst - man parkerer og går sig en tur. Imens sidder Orla Nielsen på sin jord og glæder sig over, at mosen ser ud, som den har gjort i mange århundreder. Står det til ham, bliver den ved med det.