Aalborg

På gyngende grund

Ukendte, unge arkitekter bobler af idéer

AALBORG:Havnefronter kan bruges til andet end musikhuse, boliger og kontorer. Og man kan sagtens gå ud over kajkanten, når havnefronten skal forvandles og udnyttes fuldt ud. Det viser et treårigt projekt, som Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg står i spidsen for. På Slotspladsen 2 i Aalborg viser udvalget frem til søndag minimodeller af nogle af de mange fantasifulde, men også meget konkrete idéer til, hvordan Danmarks havnefronte kan bruges fremover. Fælles for mange af arkitekternes idéer er, at vandet skal inddrages. Vandbørnehaver Én gruppe arkitekter opererer med bugsérbare vandbørnehaver, hvor udhulede rum giver plads til leg, køkken, toiletter og en havn, som børnehavens eget udflugtsfartøj til lægge til og fra. En slags parallel til de velkendte skovbørnehaver. Pris: 21,1 millioner kroner. En anden gruppe vil genanvende gamle skibe til lukkede platforme, hvor man for eksempel kan kompostere affald og producere kvalitetsmuld, indrette en vinterhave og laboratoriehaver. Pris: 25,5 millioner kroner. Eller hvad med mobile betonflydeelementer, der kan bære alt fra containere til stilladser, underlige bobler og åbne områder? For eksempel en boble, der rummer diskotek, webcafé, udstillingshus eller diskotek. Pris: 9, 3 millioner kroner. En flåde med en strand, udspringsplatform og eventuelt kajakudlejning. Pris: 4,3 millioner kroner. Og en container, der kan bruges til forsamlingshus, koncertsal eller kontorer? Pris: 8,6 millioner kroner. Jo, der er gået grundigt til værks i sidste fase af kunstfondens projekt. I første fase kunne alle bidrage på en hjemmeside med mere eller mindre løse idéer til anvendelse af danske havnefronte. Det gjorde cirka 130, hvoraf næsten alle var arkitekter. I anden fase blev der dannet workshops med 60 arkitekter og en lille snes arkitektstuderende, og i tredje fase uddelte fonden så fire millioner kroner i projektstøtte til 39 arkitekter - deraf en del gengangere fra fase to. Fra november 2003 til januar i år arbejdede de 39 arkitekter fordelt i grupper på en række konkrete projekter, som nu kan ses i to store udstillingscontainere på havnen i Aalborg (Slotspladsen 2). Her er der åbent klokken12-20 til og med søndag.