På hesteryg gennem livet

rytter-drøm eller ansvarsfuld livsstil

FREDERIKSHAVN:Vi har valgt at sætte den i bås. Det betyder, at den skal have vores hjælp, hver gang den er sulten og tørstig eller blot har behov for at røre sig. Det ansvar skal vi påtage os. Og derfor er et job som berider ikke et 8-16 job. Det er en livsstil, hvor hestenes velfærd kommer forud for alle andre ting. Hvor dagen indledes med et besøg i staldene og hvor dagen afsluttes med endnu en runde. Hestene er afhængige af os og vi er bundet til at give dem de bedste muligheder. Så enkelt kan det siges - og det gør Pernille Haslund Sørensen - 20 år. Opvokset i Sindal og med hesteerfaring som rytter blandt andet fra Ebeltoft og senest første år af den seks år lange uddannelse til berider i Assens. Nu har hun så opslået residensen i sit 2. beriderelev-år tættere på forældrenes hjemadresse nemlig i Sportsrideklubben Lerbæk nord for Frederikshavn. Umiddelbart skulle man tro, at Pernille ville have massevis af kvindelige konkurrenter til uddannelsespladserne på de ridecentre i landet, der er blåstemplet til at varetage berideruddannelsen. Men det er en myte. Faktisk kniber det med at skaffe elevunderlag nok, forklarer uddannelseskonsulent Bente Eriksen, Dansk Ride Forbund. Det til trods for, at rideskoler og klubber over hele landet nærmest vælter sig i unge piger, der i den grad går op i ridningen og pasningen af deres heste. Og selv om 90 procent af de unge brugere er piger, så var fem af de seks beridere, der fik deres afgangseksamen fra det nationale ridesportscenter Vilhelmsborg i Mårslet, drenge. Pigerne får et chok - Der er mange piger, der synes det er spændende at ride og strigle en hest. - Men et beriderjob er meget andet - også hårdt fysisk staldarbejde og frem for alt et job med masser af ansvar. - Jeg tror mange piger får en chok, når de konfronteres med kravene - og derfor vælger de fra, siger Pernille Haslund Sørensen. I Sportsrideklubben Lerbæk undervises Pernille og hendes beriderelev-kollega Dennis Fisker, der er startet på sit første år, af klubbens berider gennem fem år, Ole Madsen. Og han kender også til de drømme, mange har for en beridertilværelse på hesteryg hele tiden - et liv, hvor man får redet en masse og får perfektioneret sig selv om rytter. - Virkeligheden har det med at ramme hul i drømmene. Også i den her, siger Ole Madsen. Beriderjobbet er nemlig også virksomhedsledelse, økonomi og staldarbejde. Det er undervisning og undervisning - og det er samarbejde med frivillige klubledelser i de respektive ridecentre. En livsstil - Det er og bliver en livsstil, Men skal gennem uddannelsen dygtiggøre sig som rytter, men bestemt også som instruktør. Og så skal man lære at styre foretagendet som en virksomhed. Ellers får ingen smør på brødet, siger Ole Madsen. Og det kræver sin berider at få økonomien til at hænge sammen i et professionelt foretagende med lønudgifter. Sportsrideklubben Lerbæk er et af tre centre i Nordjylland, der er blåstemplet til at varetage berideruddannelsen. Og med sine godt og vel 60 heste, træningsfaciliteter og et meget stort jordtilligende er forholdene absolut fornuftige. Men økonomisk ville en tilførsel af heste i en antal på en snes stykker være dejligt. - Vi må erkende, at hestehold er en hobby, der koster penge. Og skal der spares, så kan man fristes til at vælge en beriderledet rideklub fra og foretage en privat opstaldning. - Og det kan vi naturligvis også mærke al den stund Østvendsyssel i dag er ramt af nedskæringer på mange felter, siger Ole Madsen. Standard i top Men det får ikke ham og hans to berider-elever til at slække på standard og krav. Dyrevelfærd er afgørende og Ole Madsen er sikker på at det vil blive et parameter, der vil få stadig stærkere vægt som årene går. - Det indgår som en væsentlig bestanddel af vores uddannelse. Og så ligger det i den opdragelse og den ansvarsfølelse, vi har fået gennem årene i staldene. - Havde vi ikke den ville vi aldrig have valgt at blive beridere. Dyrevelfærd er for alvor kommet på dagsordenen. Og det hilser vi velkomment. Jeg tror det vil få en positivt betydning for os, fordi vi har rum og rammer til at indfri kravene, siger Ole Madsen. Hverdagen i et ridecenter er præget af plejen af hestene. Men det skal gå i spand med undervisning af alle dem, der er tilmeldt rideskolen, handicapundervisning, undervisning af sportscollege-elever, som Sportsrideklubben Lerbæk har ni stykker af, og alle de andre forefaldende opgaver i stald og i arbejdet med dyrene. Og om dagene bliver lange, ja det får man ikke svar på. For de to berider-elever er nemlig dedikeret opgaven og følger alene hestenes cyklus.