På højde med hovedstaden

Litteratur 4. april 2003 08:00

POULSTRUP: "Toppen og bolden lå i skuffe sammen mellem andet legetøj, og så sagde toppen til bolden: - Skulle vi ikke være kærestefolk, siden vi dog ligger i skuffe sammen?" Sådan lyder det i eftermiddag mellem klokken 12 og 16 i Café Teatret, Skindergade 3 i København, når 13 elever fra hele landet dyster om at bliver danmarksmestre i at læse H.C. Andersen højt. Konkurrencen er udskrevet af Danmarks Lærerforening i samarbejde med H.C. Andersen -samfundets venner som optakt til 200-året for digterens fødsel i 2005. - Men også for at støtte den interesse for højtlæsning, der atter har vundet indpas i folkeskolen, hedder det i oplægget til konkurrencen. Charlotte Dybro, 7.B. på Vrejlev-Hæstrup Skole repræsenterer Nordjyllands Amt, efter at hun for nylig vandt den regionale finale over Sæby og Vejgård. Første gang Hun tog efter planen afsted fra Vrå Banegård i morges kl. 6.34 sammen med veninde Line Christensen og klasselærer Birgit Mouritzen og vender hjem i aften efter midnat. Charlotte glædede sig i går til turen og var med egne ord ikke ret meget nervøs. Hun er nemlig vant til at tale til mange på en gang. - Jeg er hjælpetræner til gymnastik for børn fra børnehave til 2. klasse. Problemet er at få dem til at tie stille, lyder det. Stille er der ganske givet, når Charlotte i eftermiddag fortsætter H.C. Andersen-eventyret om den snobbede bold, der som bekendt ender i skraldespanden med glemsel til følge. Også en tekst efter eget valg, skal Charlotte Dybro læse højt, og her har hun valgt en lille Grog-historie af Storm P. fra "Hunde er også mennesker". - Den handler om en lille hund, der som fremmed kommer til en storby og har lidt svært ved at forstå sproget, forklarer Charlotte, der nu ikke har valgt lige præcis den fortælling, fordi den godt kan minde lidt om hende selv. Hun har nemlig aldrig været i hovedstaden og er lige så spændt på selve turen som på konkurrencen, hvor hun ikke ser sig selv som vinder. - Jeg tør ikke tro på en førsteplads, for 12 er mange konkurrenter. Måske en trejdeplads, fundererer Charlotte, der valgte Storm P. som modvægt til den lidt højtidelige Andersen. - Storm P. er sjov, og jeg kan godt li' humoren i fortællingen. F. eks. da de står ved en kanal i Frederiksberg Have, og hunden fra Amerika spørger: - Michigan? - Næh, lyder forklaringen. Det er en ganske almindelig and.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...