På høje tid at få undersøgt DR og TV 2

Forskere skal undersøge, om public service-kanalerne DR og TV 2 opfylder kravene om alsidighed, saglighed og upartiskhed i nyhedsformidlingen, læser vi. Og det skal de ikke have utak for.

For man krummer ofte tæer, når man hører studieværter i "Deadline" og TV-nyhederne opføre sig over for statsministeren eller andre offentlige personer af borgerlig observans, som var de anklagere i en dårlig krimi. Det handler tilsyneladende ikke om ligeværdige parter, der skal udveksle synspunkter om et emne, men om, at studieværten ved sin modige og frygtløse hør-hvor-jeg-gungrer-udspørgen, skal score point hos kammeraterne/ledelsen. Karl Maksten nævner (27.5.) et eksempel, hvor Jes Dorph-Pedersen ihærdigt forsøgte at nakke udenrigsministeren og gøre ham ansvarlig for alverdens ting i forbindelse med tsunami-katastrofen. Og ingen kan se mere vred, forurettet og sørgmodig ud end Trine Sick, når hun for gud ved hvilken gang fortæller, hvor onde danskerne er, fordi de ikke kan underbringe og forsørge den halve verden, der banker på. Den amerikanske forfatter og journalist Robert D. Kaplan taler i et essay i tidsskriftet Policy Review om massemediernes tidsalder og advarer mod de globale medier, som kan blive vor tids nye tyranni. Efter Murens fald befinder den gamle venstrefløj sig på et sidespor, og en ny historisk aktør må overtage dens funktion. Denne nye aktør er medierne og den undersøgende journalistik. Den stiller sig altid på de svages og ofrenes side, og blander styrkeforholdet mellem den svage og stærke part i en sag sammen med moret. Og det er langt fra altid, den svage eller ofret har ret. Han skriver om den undersøgende journalistik: "Det er en flok, der bekymrer mig: den er ikke valgt, den er ikke underlagt kontrol, den går fra den ene form for lynchning til den næste. Den kan ikke tage fejl, for den insisterer på at gøre de undertrykte og svage til dens anliggende. Netop deri ligger dens undertrykkende magt." De globale mediers våben er efter Kaplans mening afsløringen. Og der vil altid være noget at afsløre selv i de bedst fungerende regeringer, fordi ingen er fuldkommen. Man er aldrig interesseret i de 90 pct. af en virksomhed, der fungerer godt. Heller ikke i de ni pct., der går galt, men kun i den ene procent, der er moralsk forkastelig. Det skal blive interessant at erfare, hvad undersøgelsen af public-service-kanalerne DR og TV 2 viser i relation til kravene i lovbekendtgørelsen af 1990 nr. 339 kap. 2, § 6 om radio- og fjernsynsformidling, hvor der står: "Ved informationsformidling skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed."

Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk