På jagt efter det glemte guld

Der blev pruttet om prisen, da de lokale mødtes til kræmmermarked

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sigurd Mogensens bedste kunde på Kræmmermarkedet var unge Anna Jakobsen. Det var nu ikke fordi hun købte noget, men fordi hun kom med en madpakke til bedstefar.

AALBÆK:Han er gemt i os alle. Specielt hos folk fra Jylland. Altid på jagt efter den gode handel, til den helt rigtige pris. Lørdag fik kræmmeren i os alle lov til at folde sig ud, da der var kræmmermarked i Aalbæk. Allerede da Aalbæk Håndboldklub slog dørene op klokken 10, stod folk i kø for, at gøre en god handel hos de 30 kræmmere. Og det var nok at komme efter. Både af nye antikviteter og gammelt ragelse. En af de yngre kræmmere der var mødt op i Aalbæk Idrætscenter var Anna Jakobsen. Hun var dog ikke på jagt efter spændende effekter. I stedet medbragte hun en madpakke til bedstefar Sigurd Mogensen, der havde en stand. Det er første gang, at håndboldklubben arrangerer kræmmermarked, og på forhånd var man ifølge formand Carsten Bjørnager tilfreds med 200 besøgende. - Vi har ikke rigtigt annonceret med at vi holder kræmmermarked, og derfor ville vi ikke sætte forventningerne for højt. Men allerede efter 40 minutter var der kommet 150 besøgende, så det ser virkelig godt ud, fortæller formanden. På baggrund af dels det flotte fremmøde og dels det at alle stande hurtigt var udsolgt, har man allerede besluttet, og gentage succesen næste år. - Det er helt sikkert, at der også vil være kræmmermarked i 2007, og vi vil også udvide, så vi får plads til endnu flere stande, forklarer Carsten Bjørnager, som også har fået forespørgsler fra folk, der vil have stande udenfor. Overskuddet fra kræmmermarkedet går til håndboldklubbens ungdomshold, som til sommer skal deltage i en turnering i Spanien.