EMNER

På jagt efter EU-midler

Hjørring Kommune vil prøve at skaffe EU-milder til det påtænkte Digitale Oplevelses Center til 500 mio. kroner.

Der skal være fælles digitale spiloplevelser og meget andet i det kommende digitale oplevelsescenter. PR-Foto: Trans Force

Der skal være fælles digitale spiloplevelser og meget andet i det kommende digitale oplevelsescenter. PR-Foto: Trans Force

Kommunen har allerede været i kontakt med det EU-kontor, som de nordjyske Kommuner og Regionen har i Bruxelles. Kontorets ansatte har fået materiale tilsendt fra Hjørring Kommune om det digitale Oplevelsescenter, som første skridt til at undersøge, hvilke EU-fonde, der kunne tænkes at ville støtte det digitale oplevelsescenter. I denne måned sender kommunen folk til et møde med kontorets folk i Bruxelles for at lægge sidste hånd på forberedelserne til en ansøgning. Det digitale Oplevelsescenter skal være et europæisk fyrtår for digitale oplevelser, da et tilsvarende center ikke findes i Europa. Det er planen, at centret skal ligge i Hjørring Kommune. Et godt supplement Hjørring Kommune anser det for at være et perfekt supplement til Vendsyssels øvrige tilbud til fastboende og til turister. EU har en række fonde, som medlemslandene kan søge fra til forskellige projekter. Det digitale oplevelsescenter er en ide fostret i Rotary i Hjørring. Det er planen, at det treetagers oplevelsesmekka skal huses i en arkitektonisk markant bygning et eller andet sted tæt på motorvejen i Hjørring kommune. Ambitionen er, at centret skal slå dørene op til de digitale oplevelser allerede i 2012. Borgmester Finn Olesen (S) har tidligere erkendt, at kommunen skal ud og søge penge i en vanskelig periode i dette forår. Finanskrisen er formentlig en vanskelig periode at søge penge i. Samarbejde med universitet Projektet er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitets afdeling for digitale medier. Fordelen ved projektet er, at mange af de digitale maskiner allerede er opfundet og i brug. I dag bruges store simuleringsskærme eksempelvis til at uddanne skibsførere. Man opbygger en skibsbro i naturstørrelse med "digitale" vinduer, hvorpå man kan afspille "film", der forestiller søfarten udenfor. På samme måde kan man lave spilmaskiner til det digitale oplevelsescenter. Centrets spil - og oplevelsesmaskiner konstrueres bevidst, sådan, at deltagerne skal arbejde sammen for at få dem til at virke. Altså lige modsat mange af dagens computerspil, hvor især børn, nærmest forsvinder ind i spiluniverset i timevis - helt utilgængelige for resten af familien. I det digitale oplevelsescentre bliver betjeningen af maskinerne et fællesprojekt for at alle deltagerne. Det forventes at 400.000 besøgende - turister og fastboende - vil gæste centret hvert år.