På jagt efter kollision-skibet

Ingen af vragresterne er på over en meter, siger redningschef

STRANDBY:Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed er i fuld gang med at undersøge omstændighederne ved det tragiske forlis fredag, hvor den 37-årige skipper Jens Peter Larsen og den 56-årige Harling Svendsen, begge Strandby, formodes omkommet. Lørdag middag kom chefen for enheden, Lars Nielsen, til Strandby blandt andet for at vurdere på de vragrester fra "FN221 Inge Birthe", som de mange eftersøgende Strandby-kuttere bragte med i havn. - Desværre er der ingen malingrester på vragdelene, så vi kan ikke ad den vej identificere et eventuelt kolliderende skib. Lørdag eftermiddags så Lars Nielsen de første videooptagelser nede fra vraget - videooptagelser, der klart bekræfter, at der er tale om "FN221 Inge Birthe". - Vi kan af videooptagelserne se, at kutteren er ramt hårdt på styrbords side, siger Lars Nielsen. Det er ikke lykkedes at spore de to fiskere på via videoen - og hvornår der kan sættes dykkere ind er endnu uvist. Strandbykutteren ligger på 62 meter vand og det stiller særlige krav til dykkerne og det medfølgende udstyr. Kortlægger skibstrafik Myndighederne forsøger at kortlægge skibstrafikken i området for at finde det skib, som kan have sejlet kutteren ned. SOK indsamler data fra de danske overvågningsenheder og det kobles sammen med oplysninger fra de svenske myndigheder. Færdsel i svensk farvand overvåges efter oplysninger til NORDJYSKE særdeles grundigt - næsten til det irriterende for skibe i farvandet. Og rute Tango bøjer ind over Sverige. Derfor formodes det, at de svenske myndigheder kan bidrage med oplysninger om, hvilke skibe, der var i farvandet, da kutteren gik ned. - Vi har endnu ikke det eksakte tidspunkt, for hvornår kutteren sank, men arbejder med et tidrum fra fredag kl. 11 til fredag kl. 13.00, siger Lars Nielsen. En yderligere tidfastsættelse af ulykken vil formentligt kunne ske med hjælp fra svensk Telia. Det var formentligt til en af Telias svenske sendemaster, fiskernes mobiltelefoner var logget op. I det øjeblik, telefonerne når vandet stopper logningen, og der af kan udledes et ulykkestidspunkt. - Vi har politiet sat på denne efterforskningsmæssige side af sagen, siger Lars Nielsen. Holdt tilbage Et mistænkt fragtskib blev natten til lørdag kontaktet i Storebælt, men det blev hurtigt udelukket. - Vi fik gennem SOK at vide, at skibet kunne have været på stedet, men efter besigtigelse kunne vil afkræfte det, siger Lars Nielsen. Strandby-kutteren befandt sig på rute Tango, som er meget trafikeret. Leder efter skibe - Vi har netop sendt en meddelelse ud til europæiske og danske havne, hvor vi beder dem kigge efter, om de har skibe i havn, der er kollisionsmærket med med lyseblå maling, siger Lars Nielsen, Teorien om en kollision bygger vragresternes størrelse. I følge Kim Rulle, der er chef for Farvandsvæsenets Redningstjeneste på Læsø, er der ikke fundet vragrester på over en meter. - Så der er et andet skib, der må have sejlet ind i kutteren med et ordentligt knald, sagde han til NORDJYSKE umiddelbart efter han returnerede fra eftersøgningen lørdag ved 10.30-tiden. Det, der undrer Kim Rulle, er, at den, der har sejlet Strandbykutteren ned, ikke skulle have bemærket det. For det første burde besætningen jo have bemærket kutteren ved sejladsen, og for det andet burde de have stoppet op efter påsejlingen. - Selv hvis der skulle være tale om et stort skib - en tanker eksempelvis, så må det være mærkbart, når man sejler ind i et andet skib. Jeg har godt nok aldrig sejlet et så stort skib, men min erfaring er jo, at man lærer ens skibs lyde at kende. Og når man hører en anden lyd, så reagerer man prompte akkurat som hvis skibet skifter bevægelsesmønster pludseligt. Og begge dele må være sket her, siger Kim Rulle. Han deltog sammen med fly, helikoptere, et skib fra Søværnet og en flåde af omkring 50 fiskekuttere i eftersøgningen helt frem til af-blæsningen lørdag morgen kl. 8.44